29.4.07

Fettuccine med pære og svin


Mik Schack lave noget i den her retning på tv sammen med en af Harder-brødrene for et stykke tid siden. Jeg kan ikke finde opskriften, så det er frit efter hukommelsen og egen variation.

Sæt pastavand til at koge og find din store sautérpande frem. Brun nogle gode svinekoteletter på begge sider i lidt olivenolie sammen med lidt hvidløg og en kvist rosmarin. Krydr med salt og peber. Tilsæt så nogle pærer skåret i både. Beregn ca. to pærer per kotelet og en stor kotelet per hoved. Så tilsætter du lidt kalve- eller hønsefond og en god sjat fløde. Lad saucen tykne, mens koteletterne bliver gennemstegte og pærerne møre. Så koger du lynhurtigt noget frisk fettuccine - lav det selv, hvis du har tiden - 2-3 minutter skal det have. Vend sammen med saucen og smag til: Nu kommer vi tilbage til den udgave af Hjemmeservice, hvor jeg så retten lavet. Det handlede om balsamicoeddike, og det var netop balsamico, der blev brugt til at smage retten til. Jeg brugte en simpel 12-års, men du helt sikkert få en endnu mere himmelsk og rund smag, hvis du bruger en der er dobbelt så gammel.

Alt i alt en yderst hurtig og meget velsmagende ret. Riv lidt parmesan over og lav gerne en lille sideret til, så det ikke bliver for tungt: Vi fik en lille salat af fintsnittet savoykål og grøn salat til. Et glas kold hvidvin passer også godt til.

Slutbemærkning: Retten smagte glimrende halvkold. Jeg ved det, for lige for tiden kan måltiderne være noget dekonstruerede, hvor vi spiser i hold...

Etiketter: , , , , , , ,

23.4.07

Special London Sunday Roast Chicken


En herlighed lavet af min bror og hans engelske hustru; min svigerinde. Jeg fulgte madlavningen fra distancen, og tror nok, det gik nogenlunde sådan her for sig:

Kyllingerne fik hvidløg og rosmarin. En halv time med brystet op, en halv time med ryggen op og atter en halv time med brystet op. Sidste periode draperet med lidt tørsaltet bacon, der blev herligt sprødt. Der var lidt væde ved bradepanden, men ikke meget.


Ovnen var på varmluft og underneden lå dejlige grøntsager og blev bagt. Først kartofler, søde kartofler og pastinak. Lidt senere tilsatte min svigerinde rødløg i både og endnu senere peberfrugt. Det hele var naturligvis i grove stykker, og blev vendt med lidt olivenolie og lidt frisk timian. Der blev sågar grillet lidt courgetter på grillpanden - bare så der også var noget grønt på tallerkenen.



Det var yderst lækkert og der var også til i aften + til sandwiches i morgen. For nu at gentage mig selv: Tak for mad. :-)

Etiketter: , , , , , , , , ,

22.4.07

Om gode naboer


Vi har gode naboer - eller rettere overboere. Det fandt vi ud af i går. De vidste, at vi netop var blevet forældre. De havde lavet for meget mad. Sushi. De ville bare lige høre, om vi ikke ville have et fad ned. Vi var jo nok trætte for tiden. Faktisk havde vi mad; min bror og hans hustru besøger den lille familie og har påtaget sig madlavningen. Men nu havde vi pludselig også en forret. Topprofessionel sushi med japanske pandekager, mavebånd, ruller i ruller, marineret avocado og jeg skal give dig. Det var suverænt. Og derefter en dejlig lasagne med salat. Og et glas vin. Og rester til fryseren. Tak for hjælpen. Tak for mad!



Etiketter: , , , ,

18.4.07

Lørdag d. 14. april 2007...

...blev ikke bare en usandsynlig flot forårsdag med solskin fra morgen til aften. Det blev også den dag, vi blev forældre. Til en lille pige. Sund og rask og alt det der. Og ganske fantastisk. Hun fylder alt i øjeblikket - og os med glæde.

Det forklarer stilheden. Og at der nok bliver lidt længere mellem opdateringerne her på siden. Det forklarer også, hvorfor jeg forventer, at de lynhurtige måltider/opskrifter kommer (endnu) mere i højsædet. Men naturligvis fortsat i højeste kvalitet. Hvem ved om et halvt år kan det være, at der også kommer opskrifter på gourmetmos? :-) Mad er som bekendt liv.

Etiketter: , , , ,

11.4.07

Forårsruller


Inspirationen kom fra denne måneds udgave af Euroman, hvor madsiderne netop handler om forårsruller. Mikkel Karstad svinger pen og kinakniv over to inspirerende sider. Jeg har aldrig lavet meget ud i det kinesiske og heller ikke forsøgt mig med forårsruller, men dette måtte prøves! Heldigvis gik det nemt, og resultatet var godt.

Grundfyldet består af fintsnittet spidskål, gulerod, squash, forårsløg, chili, ingefær og hvidløg. Det skal lynstege i et minut. Ok, Karstad siger 30 sekunder, men det, synes jeg, er for lidt. Grundfyldet køler du og blander med det, du har lyst til. Vi forsøgte os med det foreslåede hakkede oksekød svitset med stjerneanis og korianderfrø samt rejer med mynte. Sidstnævnte skulle have været blandet med asparges også, men de var spist...det ændrede nu ikke på, at også dette fyld blev godt.


Så skal fyldet sådan set bare køle og derefter rulles ind i dejen. Indrømmet, dejen købte jeg ganske som foreslået i artiklen, i det lokale asiatiske marked. Tø pladerne op og skil dem forsigtigt ad. Læg fyldet i midten, dog lidt til den ene side. Pensl alle kanter med æg, fold siderne ind over og rul stramt sammen. Pensl med æg på den sidste kant også. Trinene ser sådan her ud:






Rullerne frituresteges i egnet olie et par minutter ved høj varme. Tjek med en tændstik om det syder. Vores blev fine og sprøde. Langt lækrere end frostpaprullerne fra supermarkedet. Enkelte ruller sprang op i frituren - det var nogle af dem med rejer - jeg tror, det skyldes, at fyldet var for vådt og havde blødgjort dejen. Ellers var det yderst vellykket. Og fryseren gemmer nu halvdelen af fabrikationen. Lige til at komme i gryden en dag, hvor det skal være både nemt og lækkert.

Rullerne røg på bordet (lad dem lige dryppe af på fedtsugende papir først!) med lidt ris, soya og den sur-sød dip artiklen også havde et bud på (Karamelliser sukker, tilsæt ingefær, chili og hvidløg og en hel del lagereddike. Reducér og vupti - lækker hjemmelavet dip).

Etiketter: , , , , , , , , , , , ,

9.4.07

Risotto al limone con pesce


Risotto al limone. Citronrisotto. Du følger stort set bare grundopskriften. Sammen med hvidvinen tilsætter du skal + saft af en økologisk citron. Ellers bare derudaf.

Fisken var langefilet. Den røg i ovnen med lidt restgrøntsager - det vil sige asparges og små tomater ("A winning combo!", som Jamie ville sige det). Lidt citronsaft, olivenolie, salt og peber. 15 minutter ved 200 grader.

Sideretten var en gentagelse af succesen fra dagen før: Fintsnittet spidskål vendt med mynte, citronsaft og olivenolie. På toppen var i dag en rest hasselnødder. De blev ristet i ovnen ved siden af fisken.

Man skal kende sine klassikere. Kunne dem til perfektion. Variere dem lidt. Og ikke være bleg for at lave dem igen og igen. Risotto er på min liste. Tre kvarter tager miraklet, og jeg bliver aldrig træt af det.

Etiketter: , , , ,

8.4.07

Påskemiddag


Jeg kan se, at 'lammekølle' er det store søgeord for tiden. Har du søgt på 'lam', 'lammekølle' eller lignende, så velkommen her på bloggen :-). Du finder en god opskrift i arkivet her. Det eneste lam, vi har spist denne påske, har været et par lammekoteleter på grillpanden - det kræver vist ingen opskrift.

Påskemenuen i år kan her i hjemmet følges på vores nye tavle. Kald os bare planlægningsfascister ;-). Lad os se om det kan bruges, eller tavlen bliver mere en plage end en hjælp. Lige nu giver det godt overblik over slagenes gang!


I går var mine forældre på besøg. De skulle selvsagt trakteres behørigt. Stort frokostbord med sild, hjemmelavet karrysalat (hakket æble, drueagurk, æg, creme fraiche, lidt løg, lidt karse og selvfølgelig: karry), røget stenbider fra torvet, 'importeret' rygeost fra Sinai Landmejeri (virkelig lækker, kraftig røget smag), rejer, æg, tomat og forskelligt pålæg. Ren overflod, som det hører sig til. Vi drak en påskebryg fra Ørbæk Bryggeri til. Nydelig.

Menuen til aftenens påskemiddag bestod først af en gentagelse af forårskaldet: De grillede asparges fra den anden dag. Vejret var dog ikke forårsagtigt, rent ud sagt var - og er - det ret koldt og gråt. Vi længes endnu.


Så var det godt, at hovedretten var anderledes frisk og sommerlig. Kalvespidsbryst i hyldeblomst med æbler. Opskriften er taget fra Magasin-trilogiens tredje ben "Stege og brase". De tre kogebøger er (små-)pengene værd (de koster kun en hund stykket!), det kan ikke gentages ofte nok. Opskriften (s. 46-47) lyder egentlig på kalvebov, men vi brugte et spidsbryst, hvilket også foreslås i en variation. Marinér natten over i ufortyndet hyldeblomstsaft, hvidvin, citronskal og -saft, chili, laurbær, hvidløg og peber. Brun i lidt olivenolie i en stegegryde og tilsæt derefter marinaden. Låg på og stil så stegegryden i ovnen: 2½ time ved 125 grader. Det bliver trevlemørt på den virkeligt lækre måde. Mens kødet hviler, rister du æbler på panden i lidt olie med timian og hvidløg. Hæld ned til sovsen og varm igennem. Sovsen havde - efter min smag - brug for en del sødme, så jeg tilsatte for egen regning et par gode klatter honning.


Vi spiste brød og en salat af spidskål med mynte og mandler til (sidstnævnte er fra samme kogebog, s. 118).


I glasset var en Biere Blonde fra Affligem. Lys, pilsneragtig og dejlig frisk humlesmag. Den passede rigtig flot til, hvis jeg nu selv skal sige det :-)


(Billedet allerøverst er et 'lang lukketids'-eksperiment. Det er temmelig overeksponeret, men med lidt leg har jeg da alligevel fået lidt ud af det. Og det følger min uskrevne regel om, at man kan se, hvad det er, uden at se hvem det er. Jeg bruger iøvrigt for tiden gratisprogrammet Picasa til billedbehandling og -arkivering. Redigeringsmulighederne er yderst begrænsede, men det kan det, det skal kunne, og man får et godt overblik over billederne.)

Etiketter: , , , , , , , , , , , ,

Moules marinières + jordskokpandekager


Moules marinières laver vi af og til. Det er nemt at lave, og der er stor smag i skallerne. Blåmuslinger er faktisk ikke engang særligt dyre. Du finder mit bud på tilberedelsen her. Urter, vin og muslinger + lidt fløde. Det er faktisk det hele. Har læst et sted, at man med fordel kan erstatte hvidvinen med hvedeøl - det glemte jeg denne gang, men er stadig opsat på at prøve.


Og så skulle en ny opskrift prøves: Jordskokcrêpes. Det kalder de dem i hvert fald i kogebogen - "Mad med smag", som jeg ofte har omtalt i rosende vendinger. Ret beset er det nogle små tykke pandekager, hvor dejen er blendet med persille og tilsat revne jordskokker. De har dog mere med fyldige amerikanske pandekager at gøre, end deres tynde franske forfædre. Steges i lidt olivenolie. Originalopskriften foreslår kompot af rødløg som tilbehør (vi er på s. 10, for dem der har investeret). Vi havde mere lyst til en af de foreslåede variationer, nemlig æbleflæsk. Næste gang blender vi persillen lidt mindre (det blev jo helt grønt!) og laver måske også dejen mindre flydende (jordskokkerne skilte næsten fra den 'den tynde del' af dejen, så det flød lidt vel ud), men ellers er det bestemt en opskrift, der skal bruges igen. En anden variation, der foreslås i bogen, er at spise jordskokpandekagerne med stenbiderrogn. I de sidste vintermåneder, hvor man længes efter nyt og grønt, må det være ren guldmad; guldet gemt i jorden + det nye guld fra havet. Det, tror jeg helt bestemt, er værd at prøve.





(Fotoinspiration hentet hos Orangette)

Etiketter: , , , , , , ,

6.4.07

Asparges, bacon, tomat, grill


Meget, meget simpel forret. Vikl 3-4 asparges med en skive god bacon/parmaskinke/serranoskinke/spegeskinke/eller lignende. Jeg brugte den gode tørsaltede bacon fra Aalbæk. Kom på en glohed grill eller grillpande. Kom små blomme-/cherrytomater på grillen også. Vend aspargesbundterne rundt, så de får striber over det hele. Glem ikke tomaterne. Servér med det samme: Dryp tallerknerne med god olivenolie og kværn salt og peber over herlighederne. Giv brød til. Det smager forrygende. Selvom det (endnu) ikke er asparges fra Danmark, er der ikke tvivl om, at nu er foråret kommet!

Regn med 2 bundter til hver person + et par tomater eller tre. Hvis du vil have aspargesene med lidt mindre bid, så kog dem 1-2 minutter i letsaltet vand, inden du bundter dem og kommer dem på grillen.

Etiketter: , , ,

5.4.07

Pizza Galore

Jeg bliver aldrig træt af pizza. Slet ikke af at bage dem selv. Herunder følger beretningen om to nye (på denne side!) og en kending. Der var til flere dage. Med andre ord: Pizza Galore! [Galore ~ i massevis, masser af].

Klassikeren først: Napoletana.


Så en lidt atypisk variation over pizzatemaet: Pizza agli asparagi. Altså med asparges. Indtaget sådan i hjertet af Palermo for snart 3 år siden. Den sidder fast i hukommelsen, og efterhånden har vi lært, hvordan den gøres efter.

Du gør cirka sådan her: Knæk den nederste træede ende af aspargesene - det betaler sig ikke at være nærig - det nederste er gangske træet. Tro mig, jeg har prøvet at udnytte det hele af de grønne lækkerier! Damp aspargesene i 2 minutter. Skær dernæst det 'næstnederste' stykke af aspargesene. Læg toppene til side, de skal ovenpå til sidst. Resten skal bruges til en aspargescreme. Ingen tomat på denne pizza! Kog et skalotteløg med lidt hvidvin, lidt vand og tilsæt de afskårne endestykker. Lad væsken koge næsten helt væk. Blend med lidt creme fraiche, salt, peber og citronsaft. Jeg vil tro, at mascarpone også kan gøre det. Cremen skal være som en tyk tomatsovs. Smør ud på bunden af den udrullede pizzadej og læg aspargestoppene ovenpå. Brug en kartoffelskræller og drys med rigelige flager af parmesan. Dryp evt. med lidt olivenolie, før servering. Det er forårspizza, så det synger.



Endelig en mere klassisk pizza: Pizza al salsìccia. Med pølse(-fars). Man kan få denne variation hos den lokale italiener, men jeg har aldrig forsøgt selv. Det blev hæderligt, men indrømmet; trods pepperoncino, rødvin og salvie kunne farsen ikke helt løbe fra sit ophav som øko-medister. Nogle gange er jeg for optimistisk...Nogen derude der kender en italiensk slagter i 8000 Århus C?


Etiketter: , , , , , , ,

2.4.07

Stifado


Stifado er en skøn græsk gryderet. Den tilberedes over mange timer, og smagen bliver kraftig og krydret. Som altid med klassikerne, er der mange opskrifter og varianter. Det følgende er, hvad jeg gør. En græker har engang rost min stifado, så det er nok ikke helt ved siden af ;-)

Find den store støbejernsgryde frem. Varm olivenolie op i gryden og brun oksekød i tern heri (1 kilo rækker til 6 mennesker). Brug bare en billig udskæring - fx inderlår eller klump - tiden kommer retten og kødet til gode. Tilsæt så en hel del rødvin (mindst en halv flaske), nogle laurbærblade, en hel håndfuld nelliker og 4-5 kanelstænger. Lad alkoholen fordampe og kom så tomat ved. Jeg bruger en smule tomatpuré og to dåser flåede tomater. Så skal du igang med pillearbejdet: 1 kilo små løg skal pilles. Jeg brugte almindelig løg, omend ganske små af slagsen. Du kan også bruge skalotteløg eller perleløg. De skal bare i hele. Så skal låget på og retten skal have de obligatoriske 2-3 timer. Låget skal enten stå godt på klem eller af efter et par timer, så retten kan koge godt ind. Smag til med salt, peber og sukker og evt. stødt kanel, hvis retten mangler.

Du serverer herligheden med ris (ovnkartofler er også glimrende) og en herlig græsk salat (tomat, agurk, peberfrugt, rødløg, gede/fåre-feta, oregano og kalamataoliven).

Etiketter: , , , , , , , , ,

1.4.07

Eksotisk salat med røget laks


Eksotisk lyder åndssvagt på dansk. Så er Salade Exotique (pardon my French!) på en eller anden måde bedre. Men også lidt snobbet, og det plejer jeg at være for fin til...;-)

Nå, men i hvert fald eksotisk på den måde, at halvdelen af ingredienserne ikke naturligt hører til under vores himmelstrøg. Tilgængeligheden er der dog ikke noget at sige til. Det hele kan såmænd fås i det lokale supermarked. Og salaten er yderst nem at lave. Med brød til er det et helt måltid. Udelader du laksen, er salaten god som tilbehør til fisk og fjerkræ. Den kan selvsagt også laves som forret. Mængderne herunder passer til to som hovedret eller til fire som forret.

Eksotisk salat med røget laks
1 moden mango
2 avocadoer
1 bakke spæde spinatblade
1 agurk
2 lime
1 spsk honning
God olie, salt og peber
150 gr røget laks

Skræl mangoen og skær kødet fra stenen. Skær i aflange, store stykker. Vip avocadoerne ud af skallen med en ske og skær også dem på langs. Agurken i stave. Skyl de små spinatblade og skær laksen i strimler. Vend det hele sammen i en stor skål - eller anret i et mere åbent fad. Dressingen laver du ved at piske saften af to lime med en god spiseskefuld honning, en skefuld olie (jeg brugte en god rapsolie) eller to og et godt drys salt og peber. Den må gerne have et snert af syrlighed til at spille op mod den fede laks og avocado og den søde mango. Velbekomme!

Etiketter: , , , , , ,