2.4.07

Stifado


Stifado er en skøn græsk gryderet. Den tilberedes over mange timer, og smagen bliver kraftig og krydret. Som altid med klassikerne, er der mange opskrifter og varianter. Det følgende er, hvad jeg gør. En græker har engang rost min stifado, så det er nok ikke helt ved siden af ;-)

Find den store støbejernsgryde frem. Varm olivenolie op i gryden og brun oksekød i tern heri (1 kilo rækker til 6 mennesker). Brug bare en billig udskæring - fx inderlår eller klump - tiden kommer retten og kødet til gode. Tilsæt så en hel del rødvin (mindst en halv flaske), nogle laurbærblade, en hel håndfuld nelliker og 4-5 kanelstænger. Lad alkoholen fordampe og kom så tomat ved. Jeg bruger en smule tomatpuré og to dåser flåede tomater. Så skal du igang med pillearbejdet: 1 kilo små løg skal pilles. Jeg brugte almindelig løg, omend ganske små af slagsen. Du kan også bruge skalotteløg eller perleløg. De skal bare i hele. Så skal låget på og retten skal have de obligatoriske 2-3 timer. Låget skal enten stå godt på klem eller af efter et par timer, så retten kan koge godt ind. Smag til med salt, peber og sukker og evt. stødt kanel, hvis retten mangler.

Du serverer herligheden med ris (ovnkartofler er også glimrende) og en herlig græsk salat (tomat, agurk, peberfrugt, rødløg, gede/fåre-feta, oregano og kalamataoliven).

Etiketter: , , , , , , , , ,