26.10.08

Haven på hæld


Vi var i haven i går. I flot efterårssolskin oven i købet. Udplantning af blåbær- og solbærbuske (behind the walled garden) og sidste oprydning og gøren klar til vinteren.

Græskarplanternes lange blækspruttearme blev fjernet fra græsset, og højbedet gravet igennem. Græsset blev slået en sidste gang, og det sidste græskar høstet. Tomatplanterne var allerede væk; vel en måned siden at jeg høstede de resterende (grønne tomater). De er længst syltet (og halvt spist!). Jeg nyder at gemme havens herligheder til de mørkere tider.


Tilbage står nu kun de sidste rødbeder og nogle småting. Den største rødbede, der vejede på den tunge side af 1 kilo(!), har vi spist (se billedet). Bredbladet persille står virkelig flot, og vil formentlig blive det friske grønne islæt langt hen på vinteren. Og så er nogle små, meget kraftigt duftende hvidløg pludselig dukket op her i eftersæsonen. Krydderurterne er selvfølgelig også derude endnu: Timian, rosmarin, kørvel, salvie og purløg vil blive stående, så længe de hver især kan.




Det har været et godt første år i haven. En overgang var Cucurbitaceae'erne lige ved at tage magten i haven (næste år vil jeg prøve at få dem til at klatre op ad havemuren), men vi holdt ud og har lavet mange dejlige ting med squash og da især græskar: Cremede supper, krydrede supper. Plums thai-sag er et særligt hit, og det sidste græskar vil nok gå til at fylde maver og fryser med netop den 'hotte' suppe.



For suppetid er det. Nannas supper er i brug et par gange om ugen. Jeg elsker det, og mit største ønske til jul er et svin af en suppegryde til storfamilien.

P.S. Tak til læserne for trofast at besøge siden selvom de hyppige opdateringer hører fortiden til. Vi spiser selvfølgelig fortsat ordentligt, men det tager nu engang sin tid at berette om det.

Etiketter: , , , ,

3 Comments:

Anonymous Anonym said...

Hej Anders

Godt at se du er tilbage på bloggen igen.
Det havde jeg nu også både håbet og forventet - og "Good things come to those who wait" - som man siger.

27/10/08 09:25  
Anonymous Anonym said...

Dine opdateringer passer præcist med hvor ofte jeg kigger forbi. Tak for en virkelig herlig og vildt inspirerende blog!

29/10/08 19:57  
Blogger Anders said...

Tak for kommentarerne.

Jeg er glad for, at jeg ikke har tabt de trofaste læsere trods min manglende prioritering af nyt indhold på bloggen.

29/10/08 20:17  

Send en kommentar

<< Home