Nyt og gammelt
Det gamle var (en variation over) Plums uforlignelige østasiatiske græskarsuppe med muslinger og ingefær, som vi har lavet før. Den er chili-ingefær-'hed', men alligevel rig og rund på grund af kokosmælken. Svits løg, chili, hvidløg og ingefær i lidt olie. Tilsæt græskar i store stykker. Hæld vand/fond på og tilsæt limeblade og thaibasilikum. Lad græskarret koge mørt - det tager vel 20 minutter. Blend med kokosmælk og smag til med salt, peber og citron-/limesaft. Fem minutter inden servering kommer du en ordentlig omgang blåmuslinger i suppen og koger, til de har åbnet sig.
Det nye var en gulerods-fiskeret, jeg (via google) fandt på Arlas hjemmeside: Stegt fisk med syltede gulerødder. Den er lavet af manden bag årstiderne: Søren Ejlersen. Syltet er måske for meget sagt, for sandheden er vel, at de gule rødder er appelsinkogte. Men fantastisk smagte det med delikat undertone fra salvie og chili i strimler. Fisken hentede jeg (sammen med muslingerne) på havnen om morgenen. Det blev til friske fileter - med skind - af rødfisk. De blev afskællet og vendt i rugmel med lidt salt og peber. Stegt i halvt smør/halvt olie og vendt undervejs. Skindsiden skal have mest og være gylden og sprød. Op på de flotte gulerødder og den lækre sauce. Dryp med lidt citronsaft. Hurtigt, enkelt og fantastisk lækkert. Opskriften findes her.
Vi spiste dovenbrød (uden kerner) og drak 'slave-chardonnay' (en hvidvins-genrebetegnelse på linje med de røde frugtbomber) til det hele :-)
Etiketter: appelsin, chardonnay, chili, dovenbrød, fisk, græskar, gulerødder, ingefær, kokosmælk, lime, limeblade, muslinger, rødfisk, salvie, suppe, thaibasilikum
2 Comments:
Smukt udtrykt vedrørende Chardonnayen. Jeg kender selv produktypen og må indrømme en vis forkærlighed for den, særligt om sommeren.
Ja, ikke? Hvis jeg ikke tager fejl, hørte jeg faktisk betegnelsen fra dig første gang...
Send en kommentar
<< Home