25.10.07

Ristaffel

Er hos os egentlig bare den her sammenkogte karry-ret, serveret med ris og skåle med tilbehør. Om det så er tæt på ægte hollandsk-indonesisk ristaffel (rijstaffel), skal jeg ikke kunne sige. Men godt smager det. Jeg brugte i øvrigt økologisk svinemørbrad i gryden, som var det eneste øko-svin, jeg kunne finde på dagen. Det blev retten bestemt ikke dårligere af! (Der kan også varieres med kalkun eller kylling - hvor jeg ville foretrække sidstnævnte).

Vi havde et beskedent antal skåle på bordet: Rosiner, jordnødder, kokosmel, stærk chutney, rødbedetern i sur-sød-dressing (vineddike, sukker, olie, salt og peber - rystet sammen). Men der er vide rammer og mange muligheder - fx er forskellige former for (tørret) frugt ret udbredt.

Den omkransende variation af en caprese-salat (skiver af tomat, appelsin, mozzarella + basilikum) var såmænd både flot og lækker nok, men salaten havde ikke meget til fælles med karryen (indrømmet, fejlskud!). Servér den hellere til noget andet og mere middelhavsagtigt - og forbehold den sommerens suveræne tomater.

Etiketter: , , , , , , , , , , ,

4 Comments:

Anonymous Anonym said...

Det lyder, som om du helt naturligt bruger øko-svin. Gælder det også kylling(som du skriver, du foretrækker for kalkun)? I givet fald: ved du, om der er nogen butikskæder, der fører øko-kylling? Jeg har ikke kunnet finde nogen.
vh Anna

30/10/07 08:12  
Blogger Anders said...

Vi spiser stort set kun økologisk, hvor det kan lade sig gøre. Det gælder også kyllinger.

Økologiske kyllinger kan findes flere steder. Føtex (og Bilka?) forhandler ferske, franske øko-kyllinger. Coop (Brugsen, Kvickly) forhandler ferske, svenske øko-kyllinger, og undertiden frosne danske (Hanegal). Herudover kan øko-fjerkræ (både kylling og kalkun) fås i deciderede øko-supermarkeder (fx Gårdbutikken i Århus).

Men udbuddet varierer fra butik til butik, og det er ikke altid, at ovenstående kan findes. Så spørg, køb - og læg pres på dem!

30/10/07 09:10  
Anonymous Anonym said...

Tak (har først set dit svar nu). Bor desværre lidt langt ude på landet og har ingen af de nævnte kæder i nærheden - vil dog prøve at få Dagli'Brugsen til at skaffe dem hjem fra COOP. Den lokale SuperBest har en enkelt gang haft økokyllinger (på prøve?). De kostede 130 kr for en ikke særlig lækker eller frisk kylling. Ved du, om det er prislejet? Det er jo desværre ikke fremmende for salget (men gunstigt ift vores alt for store kødforbrug).
Hm - tænk, hvis man bare ville forbyde at producere KZ-dyr. Kryds fingre for, at det bevæger sig den vej nu. Det ser ud, som om "nogen" har fået øjnene op for kødproduktionens bidrag til den globale opvarmning.
vh Anna

18/11/07 09:23  
Blogger Anders said...

130 kr er ikke urimeligt, men kvaliteten skal selvfølgelig være derefter. De billigste, er de franske fra Føtex. De dyreste dem der findes i øko-gårdbutikkerne.

Jeg ved ikke om forbud er den rette vej frem. Jeg er nok principielt tilhænger af, at vi bør stille krav, til det vi køber. Så løser markedsmekanismen problemet, for ingen gider producere noget skidt, der ikke kan sælges.

Når det er sagt, kan man jo fint stille nogle lovgivningsmæssige krav til produktionen. Det gør økologilovgivningen jo allerede i dag. Det giver en dyrere vare, men det må den kvalitetsbevidste forbruger så betale for. Og det gør jeg gladeligt! :-)

19/11/07 17:40  

Send en kommentar

<< Home