25.10.07

Ristaffel

Er hos os egentlig bare den her sammenkogte karry-ret, serveret med ris og skåle med tilbehør. Om det så er tæt på ægte hollandsk-indonesisk ristaffel (rijstaffel), skal jeg ikke kunne sige. Men godt smager det. Jeg brugte i øvrigt økologisk svinemørbrad i gryden, som var det eneste øko-svin, jeg kunne finde på dagen. Det blev retten bestemt ikke dårligere af! (Der kan også varieres med kalkun eller kylling - hvor jeg ville foretrække sidstnævnte).

Vi havde et beskedent antal skåle på bordet: Rosiner, jordnødder, kokosmel, stærk chutney, rødbedetern i sur-sød-dressing (vineddike, sukker, olie, salt og peber - rystet sammen). Men der er vide rammer og mange muligheder - fx er forskellige former for (tørret) frugt ret udbredt.

Den omkransende variation af en caprese-salat (skiver af tomat, appelsin, mozzarella + basilikum) var såmænd både flot og lækker nok, men salaten havde ikke meget til fælles med karryen (indrømmet, fejlskud!). Servér den hellere til noget andet og mere middelhavsagtigt - og forbehold den sommerens suveræne tomater.

Etiketter: , , , , , , , , , , ,