23.12.07

God jul!


Rigtig god jul til alle læserne! Jeg ved det, tempoet er ikke, hvad det har været. Men gastronomien er stadig god, det er blot tiden ved tasterne, der mangler.

I dag har vi 'forjulet' med det ene sæt bedsteforældre. Hjemmelavede æbleskiver (Frk. Jensen viser vejen med masser af kærnemælk!), leg med barnebarn og julehygge naturligvis. Menuen var en alternativ and fra (af alle steder!) et julehæfte fra Alt for Damerne. En hot sag marineret i chili, ingefær, hvidløg, skalotteløg, sesamolie og soya. Skal marinere natten over. Brunes i lidt af fedtet fra skindet (fjernes inden marineringen) og steger så i ovnen i 15-20 minutter samt hviler 10 minutter under sølvpapir. Du kan give mere eller mindre afhængigt af din trang til rødt andekød. Super mørt og saftigt på grund af den lange marinering. Blev serveret med små kartofler stegt gyldne i mere andefedt, lun rosenkålssalat med persille, hvidløg og citronskal samt den efterhånden legendariske rødkålssalat fra Årstiderne.

Det jeg egentlig ville frem til var vinen i glasset (bemærk det subtile billede: frugtbombe med frugtkurv...). Yndlingshuset Montes, nærmere bestemt Montes Folly Syrah 2003. Købt for et godt stykke tid siden, men gemt til en særlig aften. Har vundet et utal af priser og er en stor vin med masser af styrke og frugt. Solbær, peber, pondus. En rigtig, rigtig lækker vin. Men helt ærligt også en dyr vin. Vi er omkring de 300-350 kr - og det kan man immervæk få meget vin for (fx 2-3 Stonecroft'er, som også er en stor og volumniøs frugtbombe, men i en noget anden prisklasse). Folly og Co. fra Montes kan findes hos Bichel og Emmerys.

Og så har vi været på Nordisk Spisehus. Den folkelige udgave af det nye nordiske køkkens mestre i Århus: Malling & Schmidt. Beretning følger!

Etiketter: , , , , , , , , , , , , ,

16.12.07

Nordisk minestrone


Et lille mesterværk fra Årstidernes nyhedsbrev. Jeg har altid holdt meget af de tomatiserede italienske minestronesupper. Måske af den årsag har det aldrig slået mig at gentage konceptet på 100 % lokale, danske råvarer. Men det havde årstiderne, så vi gik fluks i gang med at omsætte ugens dogmekasse til en velsmagende vintersuppe.

Svits lidt god bacon i din suppegryde. Tilsæt herefter hakket løg, porre og hvidløg og svits videre. Suppler eventuelt med lidt olie (afhængigt af hvor fedt dit bacon er). Herefter tilsætter du grove tern af alskens rodfrugter, du måtte have. Vi havde gulerødder, kartofler, selleri og pastinak at komme i. Herefter lidt krydderurter (timian og laurbær) samt salt, peber og naturligvis: masser af god fond. Suppen skal koge en halv time til tre kvarter; til grøntsagerne er godt møre. 20-30 minutter før den er færdig tilsatte vi, som foreslået i opskriften, spelt. Kornene giver en rigtig fin fylde i suppen, ganske som linser og pasta gør det i de italienske versioner. 5-10 minutter før servering tilsættes lidt fintstrimlet hvidkål. Smag til og server suppen rygende varm.

Etiketter: , , , , , , , , , , , ,

7.12.07

Sellerisuppe


Set hos Orangette. En herlig og enkel suppe. Fyldig og varm. Perfekt årstidsmad. Som altid her på siden blev suppen dog fremstillet med et par modifikationer i forhold til oplægget. Det skal nu engang passe med, hvad køleskabet lige byder på: Ud med porre og bladselleri, ind med mere løg og lidt persillerod. Jeg var fristet til at montere med fløde, men lod være. Det manglede nu ikke, suppen var overordentlig lækker og cremet, som den var. Enjoy!

Etiketter: ,