23.6.08

Her skulle have været en anmeldelse af 'traktørstedet' Constantia 2...


...i stedet bliver det til omgang dårlig omtale :-(

Omtalte ph.d.-grad skulle have været fejret yderligere med en frokost lørdag i selskab med min svigerfamilie. Vi havde planlagt, at arrangementet skulle foregå på det såkaldte 'traktørsted' Constantia 2. Stedet ligger dejligt tæt på Brabrandsøen lidt udenfor Århus med gode muligheder for at børn kan lege, og man kan gå en tur langs søen. Bordet var bestilt for adskillige uger siden, og menuen efterfølgende aftalt telefonisk med kokken.

Og alligevel gik det galt. Da der fredag indløb besked om, at vi ville blive en mindre pga. sygdom, ville vi selvfølgelig ringe og give besked. Her knækkede filmen totalt for stedet, da indehaveren påstod, at vi ikke havde reservation, og at man ventede barnedåbsselskab, som ville fylde det hele. Forløbet blev beskrevet: At vi ikke bare én, men to gange havde været i kontakt med stedet hjalp tilsyneladende ikke. Vi blev spist af med søforklaringer om, at det ikke var nok at tale med køkkenet. Det var jo sådan set heller ikke tilfældet, for første gang havde vi jo en tjener i røret, som venligt tog imod antal, navn og telefonnummer og bad os ringe, når vi nærmede os dagen og aftale menuen nærmere med kokken.

Lige lidt hjalp det. Det blev en pinlig samtale, og der blev ikke udvist nogen forståelse for, at vi ville blive nødt til at aflyse, da vi formentlig ikke kunne finde plads til otte et andet sted med så kort varsel. Og iøvrigt ikke havde tid: Der var en ph.d., der skulle forsvares, og kanapéer, der skulle laves. Stedets bedste bud var et tilbud om, at vi kunne sidde udenfor (ikke et særlig godt tilbud de seneste dages omskiftelige vejr taget i betragtning). Det er rigtig træls at have på fornemmelsen, at man er blevet vraget, fordi der er flere penge i et 30-personers barnedåbsseskab end i en familiefrokost. Eller at der bare ikke er styr på reservationerne...

Måske burde vi have lugtet lunten, de gange vi tidligere har været på Constantia 2? Første gang ventede vi næsten en time på to sandwiches (lidt vel lang tid for at flække to boller og komme lidt fyld i, skulle jeg mene). Anden gang ventede vi så længe på kaffe og kage, at vi endte med at afbestille og cykle skuffede hjem. Travlheden skyldtes blandt andet et større selskab...Det er tilsyneladende det helt grundlæggende, det er galt med:

Hvordan skal man kunne anmelde et spisested, hvor man ikke når frem til at få noget at spise?
Og hvorfor i det hele taget besøge et sted, hvor man ikke kan være sikker på at få noget at spise?


De spørgsmål kan læserne gruble over, mens jeg afrunder indlægget med noget mere positivt: Vi reddede lørdagen ved at den yngre del af familien tog i Skandinavisk Dyrepark, spiste madpakker og havde en dejlig dag alligevel.


(Jeg har pyntet mit sure opstød med billeder af én af de fine buketter fra dagen før samt af en sulten isbjørn, så læsningen ikke bliver alt for deprimerende.)

Etiketter: , , ,

3 Comments:

Anonymous Anonym said...

Hmmmmm ..... jeg har ikke været ude for en lignende oplevelse vedr. bestilling, men at stedet generelt ikke har styr på noget og almindelig restaurationsdrift forekommer dem vanskeligt, det kan der ikke være tvivl om.

Vi har tidligere afholdt en familiefrokost derude af samme størrelse som jeres, men org. af denne lod også en del tilbage at ønske.

Lidt ærgerligt. Det er jo en skøn placering og konceptet fejler ikke noget.

Mon øvelse gør mester?

23/6/08 21:00  
Blogger Anders said...

Det er svært at sige. Jeg mener, at stedet åbnede i 2005, så de indledende knæbøjninger burde jo være overstået...

Jeg synes, det er brandærgerligt. Stedet ligger genialt, og jeg har meget stor sympati for projektet. Det duer bare ikke, når kunderne bydes oplevelser (eller mangel på samme) af den her slags.

23/6/08 21:08  
Anonymous Anonym said...

jeg har været der op til flere gange, og mener at stedet er skønt.
Det er rigtigt at der ikke er styr på så meget, men det har da vel også en vis charme. Stedet har noget andet end alt det fornemme i byen. Jeg har i hvert fald følt, at jeg har fået en ordentlig behandling de gange jeg har været der, og manden har været lækker.

7/11/09 12:34  

Send en kommentar

<< Home