22.12.09

Året der gik: Det I blev snydt for...

Så skriver vi december. Faktisk er julen over os.

Hvordan springer blogmesteren nogenlunde elegant fra rabarberne, som har prydet bloggen i et halvt år, til julesneen? Han viser selvfølgelig billeder af noget af det, som ikke blev til indlevende indlæg med ord og opskrifter.

Let sommermad i juni bestående af: Toscansk brødsalat (Panzanella)...

billeder237

... og asparges viklet med skinke - næste år bliver det egen høst (aspargesene altså...)

billeder238

Jordbær-rabarbermarmelade med citron og vanille. Det var 10 bakker jordbær + rabarber fra alle naboernes haver + en masse sukker + citron(-saft og -skal) + vanillestænger. Det blev til 6,5 liter = en hulens masse glas :-)

IMG_0599.JPG

Solbær i juli. Plukket af flittig barnehånd.

IMG_0614.JPG

Blåbær i august. Gryende græskar og jordbær, der har toppet i baggrunden.

IMG_1438.JPG

En køkkenhave der stortrivedes. Her en af de store drueagurker, som jeg ikke kan nænne at sylte. Jeg skræller dem og serverer dem friske. Agurkesmagen er suveræn og dybt intens.

IMG_1454.JPG

Hestebønner. Dem skal vi have flere af næste år. Gode i risotto og efter denne opskrift.

IMG_1461.JPG

Grønkål. Lidt plaget af kålorm, som det skarpe øje kan se, men alligevel en hel del tilbage til vinteren. Jeg bruger den primært frisk i salat med æble og nødder.

IMG_1462.JPG

Fennikel. Nogle blev til tykke, fede knolde , andre i stedet ranglede og meget høje kæmpeplanter al la skærmdild. Skal helt sikkert forsøges gentaget, vi elsker fennikel. Sommerens hit var fint-fint-fint-snittede (mandolinjern!) fennikel vendt med citron, olivenolie, salt og peber. Mums.

IMG_1465.JPG

Et ikke-særligt espallieret ferskentræ. Det bar dog frugt for første gang, og et varmt forår holdt (det meste af bladkrøllesygen væk). Så nu har jeg skåret det kraftigt ned, og giver træet et år mere.

IMG_1473.JPG

Her ses nyhøstede ferskener i august. De har en meget delikat smag med let syrlighed i det hvide, bløde kød.

IMG_1651.JPG

Herunder havens favoritplads når eftermiddagssolen (+ kaffen/drinken/isen) skal nydes.

IMG_1474.JPG

Tomater. Flere forskellige slags i år. Bl.a. gul pæretomat (ikke vist) og black cherry (nederste billede) som vi fik af naboen i tillæg til de almindelige cherrytomater (øverste billede så vidt jeg husker).

IMG_1744.JPG

IMG_1746.JPG

Høst af blå kartofler i blå trehjulet cykel. Jeg havde sat dem i en gammel spand + enkelte steder bag muren. Er fristet til at bygge et decideret kartoffeltårn på et tidspunkt, for at se, hvor mange kartofler, der kan komme ud af spande-/tønde-/tårnmetoden.

IMG_1799.JPG

De sidste, store rødbeder blev taget op i september måned.

IMG_1734.JPG

En genial afgrøde, rødbede. De små blade spises som salat. De små rødbeder nydes tidligt på sommeren. Det tynder rækkerne ud. Endelig kan de store rødbeder bages, koges, syltes osv. Salat med letkogte rødbeder er altid lækkert. Her vendt med vinaigrette og drysset med cashewnødder og solbær. Også lækkert med smuldret feta på toppen.

IMG_0623.JPG

Først langt henne i oktober sluttede havesæsonen. Tomaterne nød vi godt af længe, og de sidste grønne blev som altid plukket og syltet. De gule på billedet herunder er de omtalte 'gule pæretomater'.

IMG_2020

Blandet grønt til en sidste omgang salat i oktober (Rucola, fennikeltop, dild og hovedsalat).

IMG_2025

Og her så sæsonens sidste salat.

IMG_2034

Præcis ved indgangen til december måned kom frosten. Her grønkål i frostklæde.

IMG_2746

Og siden snevejret skal jeg lige love for. Den hvide 'standerlampe' bagerst er en af tre resterende grønkålsstokke. Bemærk også de to tynde ét-års pæretræer langs den sydvestvendte mur (det ene træ noget højere end det andet). De skal espallieres og forhåbentlig give lækker frugt om et par år.

IMG_3063

En ikke helt så lun bænk. Med dagens snefald er armlæn og sæde nu ud i ét i en dyne af hvidt pudder. Timianen i kassen, som er helt begravet under sneen, har det fint!

IMG_3049

Og til sidst en tilsneet rose.

IMG_3106

Sådan gik dagene, ugerne, månederne. Vækst i haven og vækst i huset. De små børn blev større. Den store blev endnu større. De små kan nu spise det samme som os andre og ikke mindst sammen med os andre. Det er en fornøjelse.

Anden del af min barselsorlov synger på sidste vers. På den anden side af nytåret venter dagligdagen i børnefamilien. Jeg glæder mig. Hver dag et nyt måltid. Vi ses!

Etiketter: , , ,

22.4.09

A Walled Garden

Krukkehjørnet

Med risiko for at igen at tage madbloggen et skridt i retning af en haveblog, må jeg berette lidt om, hvordan det står til derude. Taget i betragtning at det, vi kommer i munden, kommer fra jorden på den ene eller anden måde, er det vel ikke helt ved siden af? Jeg kan mærke, at det at dyrke mine egne ting og sager giver en voldsom tilfredsstillelse, så I, kære læsere, må nok affinde jer med, at opskrifter og måltidsberetninger suppleres med lidt 'baggrund' fra haven af og til.

Vi har den dejligste lille baghave omkranset af hvide mure. Gårdhave er ikke helt dækkende, synes jeg, så hellere det engelske udtryk 'a walled garden' - en muromkranset have. Vi har 66 kvadratmeter deromme (så vidt jeg husker), og det siger sig selv, at dyrkning af dette og hint til en familie på fem har karakter af fornøjelse og ikke forsyning. I hvert fald ikke selvforsyning. Men som sagt giver det altså en tilfredsstillelse og en nydelse i madlavningen, som de bedste markedsgrøntsager har svært ved at hamle op med.

Godt en tredjedel af de sparsomme kvadratmeter er belagt med fliser. Her står havebordet, bænken, en kæmpe rød rose der klatrer op til 1. sal (med dække af lavendel) og alle krukkerne selvfølgelig. Resten er græs. Det vil sige rundt om de to højbede og sandkassen vokser lidt græs. 'Plænen' er reelt minimal (hvordan det lykkedes mig at rive tre(!) trillebørfuld mos op af så lidt græs er både en gåde og en helt anden historie...). Desuden er der et ferskentræ, en rose mere, en clematis opad muren bag sandkassen og en eller anden form for hortensia i hjørnet (hvad ved jeg, prydplanter rører bare ikke det samme i mig som nytteplanter!).

Fra etableringen af højbedene for et år siden.

Det fantastiske ved haven er netop muren. Muren hindrer børn i at løbe væk, giver ly og læ og en dejlig lukkethed både mentalt og fra omgivelserne. Ikke mindt giver muren varme. Haven er vendt stik mod syd, og her bliver vitterligt varmt. Om sommeren sydlandsk varmt, og med de hvide vægge og de marrokanske møbler er det nemt at tænke sig væk til varmere himmelstrøg.

Sommerstemning på Sicilien..?

...eller i en baghave i Risskov?

Jeg tør også godt - helt uvidenskabeligt - vove den påstand, at muren over vinteren hjælper til at holde en højere temperatur, end der eller ville have været. Mikroklima siger naboen, som har oet her en del år og har glæde af muren til den ene side. Det er faktisk en god beskrivelse. Ulempen er, at muren også tager noget af solen. Der går længere tid om morgenen, inden solen er fuld i den sydvendte have - og aftensolen forsvinder hurtigere fra vores have end fra naboernes. Sådan er det, man kan ikke få det hele.

Muren er godt for meget, men sne kan den ikke holde ude....

Snebillederne er kun en måned gamle!

Men det var det med varmen, jeg ville skrive lidt om. Eller rettere: Resultatet af varmen. Efter at have oplevet to forår her, kan jeg konstatere, at vores have er lun og tidlig. Persillen overvintrede uden problemer. Det gjorde rosmarinen også. Og hvidløgene i højbedet. Og de flerårige urter som estragon og mynte vælter frem allerede nu. Det gør jordbærrene også. Ferskentræet er sprunget ud og blomstrer nu flot lyserødt.

I'm a survivor!

En ferskengren i flor. I baggrunden ses det, indlægget handler om: Muren!

Persillen inden den kom helt til hægterne.

Intet har været dækket til eller skænket de vilde tanker. Det kom ligesom bare ud af ingenting. Hjulpet godt på vej af ualmindeligt godt aprilvejr. De blåbær, vi satte bag muren i vinters blomstrer også nu, og solbær og ribs ser ud til at få et bedre år end sidste år, hvor de lige var flyttet hertil. 1. april tittede to aspargestoppe op, nu er tønden godt fuld. Desværre må der først høstes tredje år efter etablering, så vi venter tålmodigt endnu. Og sådan kan jeg pege på ting efter ting, som bare vælter op. Vi har ikke engang 1. maj.

For tre uger siden, så det sådan her ud...

Og for en uge siden sådan her. I dag er der endnu flere. Alt godt kommer til dem, der venter...

Blueberries behind the walled garden...

Bagerst spansk kørvel i hastig fremmarch. Forrest purløg og en kinesisk purløg på vej op (også bag muren).

Vi har derfor allerede i sidste uge sået højbedene til og sat frø til forspiring. Her til aften har jeg set de første kimblade til radiser, som er brudt gennem jorden. Kort sagt, der er gang i den! Jeg er ved at udtænke en ramme med klart plastdækken - en flytbar mistbænk - som kan lægges direkte på højbeddet over udvalgte afgrøder. Så skal vi se, hvor tidligt vi kan få gang i tingene næste år. Når vi ikke har så meget at gøre med, er det jo med at forlænge sæsonen mest muligt.

Små pinde afmærker nu rækkerne i højbedene.

Godt haveår til alle der dyrker!

Etiketter: , , , ,

26.10.08

Haven på hæld


Vi var i haven i går. I flot efterårssolskin oven i købet. Udplantning af blåbær- og solbærbuske (behind the walled garden) og sidste oprydning og gøren klar til vinteren.

Græskarplanternes lange blækspruttearme blev fjernet fra græsset, og højbedet gravet igennem. Græsset blev slået en sidste gang, og det sidste græskar høstet. Tomatplanterne var allerede væk; vel en måned siden at jeg høstede de resterende (grønne tomater). De er længst syltet (og halvt spist!). Jeg nyder at gemme havens herligheder til de mørkere tider.


Tilbage står nu kun de sidste rødbeder og nogle småting. Den største rødbede, der vejede på den tunge side af 1 kilo(!), har vi spist (se billedet). Bredbladet persille står virkelig flot, og vil formentlig blive det friske grønne islæt langt hen på vinteren. Og så er nogle små, meget kraftigt duftende hvidløg pludselig dukket op her i eftersæsonen. Krydderurterne er selvfølgelig også derude endnu: Timian, rosmarin, kørvel, salvie og purløg vil blive stående, så længe de hver især kan.




Det har været et godt første år i haven. En overgang var Cucurbitaceae'erne lige ved at tage magten i haven (næste år vil jeg prøve at få dem til at klatre op ad havemuren), men vi holdt ud og har lavet mange dejlige ting med squash og da især græskar: Cremede supper, krydrede supper. Plums thai-sag er et særligt hit, og det sidste græskar vil nok gå til at fylde maver og fryser med netop den 'hotte' suppe.



For suppetid er det. Nannas supper er i brug et par gange om ugen. Jeg elsker det, og mit største ønske til jul er et svin af en suppegryde til storfamilien.

P.S. Tak til læserne for trofast at besøge siden selvom de hyppige opdateringer hører fortiden til. Vi spiser selvfølgelig fortsat ordentligt, men det tager nu engang sin tid at berette om det.

Etiketter: , , , ,