11.11.06

Bønnerisotto og grillkotelet


Risotto er altid dejligt. Det er nemt at lave og kan varieres på alle mulige og umulige måder. Grøntsager, svampe, skaldyr, det er bare at prøve det. Jeg har tit lavet risotto med bønner. Da jeg boede i England, var det tit med hestebønner (også kendt som favabønner og i England også som 'broad beans'), som jeg købte på markedet. Så følte jeg mig (trods dybt engelske omgivelser) i åndsfællesskab med imaginære mama'er på et ikke-navngivet torv et sted i Toscana. Nå, det var ikke det, det skulle handle om. Derimod lidt om, hvordan man gør.

Du starter med at hakke et løg og lidt hvidløg fint. Hvis du har bladselleri også, er det helt perfekt. Så varmer du noget olivenolie op og kommer løg, hvidløg og bladselleri i tern i. Brug en sauteuse eller sautepande. Det skal 'svede' uden at brænde. Så hælder du risottorisene (her er mange meninger, arborio og carnaroli er til at få fat på), ned i panden og lader dem svede med. Rør konstant, de skal syde, men må ikke tage farve. Så hælder du et stort glas hvidvin på, og lader risene absorbere det. Så starter showet ellers. Du har fond (grøntsags, høns, kalv, fisk - afhængigt af fyldet) stående klar, og hver gang risene har absorberet væsken, hælder du et par skefulde mere på. Rør undervejs og fortsæt sådan. Det tager ca. 20 minutter. Sørg for jævn varme, ellers bliver risene møre udenpå, men ikke indeni. Bare rolig, Übung macht den Meister, og du skal nok lære det.

Det er grundkonceptet. Lidt afhængigt af, hvad risottoen skal laves med, skal du måske have svampe med fra start eller noget andet. I dette tilfælde skulle 'gourmetbønnerne' (latterligt navn, men de kalder de dem altså) bare have 5 minutter med til sidst. Så kommer den store finale. Du tager risottoen af blusset og hælder en god gang revet parmesan ved og små klatter iskoldt smør. Rør godt rundt. Det cremer og er lækkert og helt vildt usundt. Men engang imellem skal det være. Smag til med salt og peber og eventuelt citron. Friske krydderurter er også et hit fx bredbladet persille, timian eller andet. Vi har stadig lidt timian på altanen, så valget var ikke så svært. Så lader du til sidst risottoen stå mindst et minut. Eventuelt under låg. Det er vigtigt, det her minut, for det er her risottoen virkelig 'sætter sig'. Tag en tår vin imens og nyd det.

Vi serverede risottoen med grillede svinekoteletter. En grillpande er guld værd vinteren over. Koteletterne var marineret i olivenolie, hvidløg, rosmarin, citronskal og -saft. Giv flotte striber på begge sider og skru eventuelt lidt ned for varmen, mens de bliver gennemstegte. De skal også trække et minut eller to. Groft salt og peber.

Drak østrigsk hvidvin til. Lidt et modefænomen. Men fik en rigtig lækker Grüner Veltliner i Wien for et år siden, og havde lyst til at genopleve den friske, tørre og meget citrusagtige smag. Det var en Grüner Veltliner, Selektion 2005 fra Weingut Winkler i Kamptal. Den var god og ramte det, jeg ledte efter. Jeg kan ikke finde den på nettet, men du kan måske være heldig at finde en flaske i Salling, hvis du skynder dig.

Etiketter: , , , , ,