Middag på restaurant Hemma i Jönköping (første forsøg på en egentlig anmeldelse)
Jeg har lovet jer, mine kære læsere, at uddybe vores aften på 'Restaurang Hemma'
i Jönköping. Valget var på sin vis tilfældigt, det skulle bare være bedre end oplandets snuskede grillbarer og take-away pizzaer. Det var ligesom ikke den slags gastronomi, vi havde i hovedet, da vi ville have en god middag ude.
Restauranten ligger centralt i Jönköpings gamle og behagelige, brostensbelagte øst-bydel. Stilen er klassisk med klar nordisk inspiration og fokus på sæsonen. Et rigtig godt udgangspunkt. Der kan både gås a la carte eller vælges mellem en håndfuld variende menuer. Vi faldt begge hurtigt for en tre-retters fiskemenu, bestående af to fiskeretter og en dessert (uden fisk..!). Vinmæssigt var der en hel del muligheder for så vidt angår flasker, men vi var kørt til stedet, så det var udelukket på forhånd. Glasmæssigt var der kun husets hvid og rød at vælge mellem, hvilket er for ringe. Husets hvidvin var bestemt ikke dårlig, men den var heller ikke på nogen måde fantastisk, og kunderne bør i det mindste gives flere valgmuligheder. En typisk 'drinkable' ung chardonnay. 2005 fra Sydafrika. Fik ikke navnet, men det var af den slags, der kan findes i ethvert supermarked og går fint til mange ting. Også her.
Første ret var stegte kammuslinger med kantareller i sky, serveret med spinat og mos af persillerod. Umiddelbart tunge bekendtskaber for kammuslingerne, men det passede overraskende godt sammen. Eneste anke var, at muslinger og svampe havde fået alt for meget salt. Salt er en smagsforstærker, men skal bruges med måde og er ikke spor sundt i overdrevne mængder. Det er generelt en uvane, at maden saltes for meget på mange restauranter, og altså også her. Ellers en fin ret, og kammuslingerne var stegt perfekt.
Hovedretten var også selvsagt også fisk. Søtunge rullet om krebsefyld serveret på sauterede grøntsager med en sovs af morkler. Det hele omgærdet af bagt kartoffelmos. Igen tunge efterårstilbehør til den fine fisk. Igen med held. Krebsefyldet bestod dels af fars med krydderurter, dels af hele krebs. Meget lækkert. Grøntsagerne var sauterede rødløg og porrer og rundt om lå en lækker svampesovs med morkler. Lidt til den fede side, men bestemt delikat. Kartoffelmosen mættede, som den slags nu gør, voldsomt, og der var lidt vel rigeligt af den fordi retten åbenbart skulle totalt omkranses heraf. Det skal man jo ikke klage over, man behøver jo ikke spise op. Iøvrigt var både forret og hovedret topgarneret med frisk timian (af den ikke træede art). Det synes at være trenden på svenske restauranter netop nu, for det stødte vi på flere steder i løbet af ferien.
Det var lidt som om, at hovedværkerne i fiskemenuen netop var fiskeretterne. Desserten var bestemt ikke dårlig, men heller ikke prangende og ikke så spændende som de to andre retter. Vi fik flamberede ferskner med hjemmelavet vanilleis. Det hele var garneret med pyntebær, citronmelisse og lidt ristede mandler. Fint nok såmænd. Vi drak kaffe til - efter forespørgsel kunne køkkenet godt diske op med Cafe au lait. En fin service.
Regningen lød på 839 svenske kroner, og det må betegnes som rimeligt. Det ville have været noget dyrere, hvis vi drukket mere vin.
En dejlig aften og jeg vil give restaurant Hemma min varmeste anbefaling, hvis man en dag står i Jönköping og skal have noget godt at spise :-)
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home