25.10.06

Om at gøre rugbrødsmadder til smørrebrød

Det kræver faktisk ikke det helt store. Godt rugbrød først og fremmest, smør og måske et par øl. Nå ja, og så skal der jo noget ovenpå.

Man kan jo starte med nogle af de stegte sild fra krukken i køleskabet.

Så kan man jo købe nogle skrubbefileter, vende dem i æg, rugmel med salt og peber og stege dem i smør. Op på rugbrødet og citronsaft over.

Man kan også købe en god medister, koge den 10 minutter og stege den færdig i smør. Op på brødet og top med en frisk rødkålssalat af finskåret rødkål, appelsinfileter og hasselnødder.

Endelig kan man jo lave noget lækker fynsk æbleflæsk. Steg bacon i tern på panden. Imens skæres æbler i både (halve både hvis æblerne er store). Brug gerne en blanding af sure og søde æbler. Gør det samme med nogle rødløg. Op til bacon på panden. Frisk timian ved. Eventuelt låg på. Når æblerne falder fra hinanden, smages det hele til med honning, salt og peber. Det er virkelig lækkert, og årstidens mange æbler skriger jo på at blive brugt.

Vi gjorde alt ovenstående for at forkæle svigerforældrene, men mindre kan gøre det. Det er som bekendt det lille ekstra, der gør den store forskel.

3 Comments:

Anonymous Anonym said...

Yuuum! Det lyder lækkert ;-)

25/10/06 20:35  
Blogger Farmer said...

Prøv at lave æbleflæsket på cox pomona-æbler.
Så får det den flotteste røde farve.

31/10/06 12:26  
Blogger Anders said...

Lyder spændende med den røde farve. Måske jeg kan finde sådanne æbler på torvet? Altid dejligt at få farvespil ind i retterne. Man spiser som bekendt også en hel del med øjnene.

31/10/06 16:26  

Send en kommentar

<< Home