16.9.06

Tre slags pizza


Den stod på ren forkælelse til aften. Min elskede bagte pizzaer. Tre forskellige. De var intet mindre end vidunderlige hver især.

Dejen

- slavisk efter et opskriftshæfte, der fulgte med stenpladen -
3 dl vand
10 gr gær
10 gr salt
2 spsk olie
ca. 500 gr mel

Bland ingredienserne på vanlig vis. Ælt til du har en smidig dej. Pensl en skål med olie, læg dejen i og film over. Hæv i 3 kvarter til en time. Slå dejen ned. Lav tre kugler. Film over igen og hæv et kvarter mere. Rul ud så tyndt, som du kan.


Tomatsovs
Vi kom for en gangs skyld for sent i gang, så det blev ikke en af typen 'indkogt i timevis'. Blend en dåse flåede tomater med et fed hvidløg, et halvt løg, olivenolie, salt og peber. Færdig. Resultatet var overraskende godt.

Fyld
De er alle sammen med sovsen og frisk mozzarella. Der var en variation af en napoletana (Ansjoser, kapers, løg, oliven - variationen var her tun). Så var der en med stegt squash (der var de igen!), hvidløg og frisk timian. Og endelig en helt enkel margherita (minus basilikum som vi ikke lige lå inde med en potte af) - med et lille hjørne med en rest chorizo.


Tricket for at få den gode bund er den uundværlige stenplade og en brandvarm ovn.


Hvis man evner det, kan man 'samle' pizzaen på bordet og fyre den over på pladen med træspaden. Jeg har aldrig haft held til at gøre det særligt pænt. I stedet lægges dejen over på pladen, hvor fyldet så kommes hurtigt på. Herefter går pladen ind i den varme ovn igen. Pizzaerne skal have ca. 7 minutter hver ved 280 grader.


Det hele var yderst delikat sammen med en lille tomatsalat og iskoldt øl. Jeg fik en god tysk økologisk hvedeøl ('Pinkus Hefe Weizen').