30.1.08

Livstegn


Nej, bloggen er ikke død. Den er blot flyttet...til et rækkehus i forstaden! Eller rettere: Det er blogmesteren. Så den har stået på en del pizzaer (sorry, Mogens), hotdogs og middage hos familien, mens der blev malet, ordnet gulve, praktiske ting - og flyttet ikke mindst.

Men nu er vi her, på plads og alting (sådan da). Og med gang i køkkenet (retro cool 1950s style? - døm selv!). Har lavet bøffer og drukket Brunello, minestrone og 'eksotisk salat med røget laks'. Kendte klassikere med andre ord. På den lille tavle har jeg netop skrevet en plan for den næste uges gang i køkkenet. Stay tuned.

Etiketter: , , , , , , , ,

5.4.07

Pizza Galore

Jeg bliver aldrig træt af pizza. Slet ikke af at bage dem selv. Herunder følger beretningen om to nye (på denne side!) og en kending. Der var til flere dage. Med andre ord: Pizza Galore! [Galore ~ i massevis, masser af].

Klassikeren først: Napoletana.


Så en lidt atypisk variation over pizzatemaet: Pizza agli asparagi. Altså med asparges. Indtaget sådan i hjertet af Palermo for snart 3 år siden. Den sidder fast i hukommelsen, og efterhånden har vi lært, hvordan den gøres efter.

Du gør cirka sådan her: Knæk den nederste træede ende af aspargesene - det betaler sig ikke at være nærig - det nederste er gangske træet. Tro mig, jeg har prøvet at udnytte det hele af de grønne lækkerier! Damp aspargesene i 2 minutter. Skær dernæst det 'næstnederste' stykke af aspargesene. Læg toppene til side, de skal ovenpå til sidst. Resten skal bruges til en aspargescreme. Ingen tomat på denne pizza! Kog et skalotteløg med lidt hvidvin, lidt vand og tilsæt de afskårne endestykker. Lad væsken koge næsten helt væk. Blend med lidt creme fraiche, salt, peber og citronsaft. Jeg vil tro, at mascarpone også kan gøre det. Cremen skal være som en tyk tomatsovs. Smør ud på bunden af den udrullede pizzadej og læg aspargestoppene ovenpå. Brug en kartoffelskræller og drys med rigelige flager af parmesan. Dryp evt. med lidt olivenolie, før servering. Det er forårspizza, så det synger.



Endelig en mere klassisk pizza: Pizza al salsìccia. Med pølse(-fars). Man kan få denne variation hos den lokale italiener, men jeg har aldrig forsøgt selv. Det blev hæderligt, men indrømmet; trods pepperoncino, rødvin og salvie kunne farsen ikke helt løbe fra sit ophav som øko-medister. Nogle gange er jeg for optimistisk...Nogen derude der kender en italiensk slagter i 8000 Århus C?


Etiketter: , , , , , , ,

26.2.07

Om weekendforkælelse og hverdagspasta

Intensiv weekend i København. Et uddrag af indtagelserne: Den herligste brunch (pandekager, bacon, æg, smoothies, frugt, brød osv.) hos min søster på Nørrebro, fin sandwich med gravad laks på Café Dan Turéll, lækker middag hos venner på Østerbro og udsøgt og yderst omfangsrig barnedåbsbrunch i Vanløse. Det er skønt at lade sig beværte med dejlig mad. Weekenden rundede vi af med ægte pizzaer. Dem køber vi hos den lokale italienerbiks; Il Mercatino. Et sted med kompromisløse pizzaer og kvalitet. Glem alt om tvivlsomme 'danske' pizzaer. De her smager præcis som i Italien. Det blev til en napoletana (her kaldet Gianicolo) og en urbana (med grillet aubergine og 'pikant' salami). Også kendt som en nr. 7 og en nr. 21. Anbefales!

Men det bliver jo hverdag igen. Her er en lille hurtig opskrift på en pastaret, der befinder sig midt mellem en egentlig varm pastaret og en pastasalat. Sæt pastaen i gang med at koge - imens laver du 'tilbehøret'. Det giver mad på ca. 12 minutter ;-). Sautér lidt hvidløg, (forårs-)løg og peberfrugt i olivenolie. Tilsæt skiver af god italiensk salami og sautér med. Det må meget gerne være af den 'pikante' type. Skal det have lidt mere bid, så tilsæt lidt også lidt chili(-flager). Når pastaen mangler to minutter, tilsætter du cherrytomater i både, bredbladet persille og lidt sorte oliven. Vend rundt med pastaen. Tilsæt eventuelt lidt mere olivenolie og smag til med salt og peber. Det er såmænd det hele.

Etiketter: , , , ,

5.2.07

Pizza og pølser

...behøver ikke at kompromitere opfordringen til at 'spise ordentligt'.

I går de lækreste hjemmelavede pizzaer. En med tun, ansjos, kapers og oliven (det er den jeg kalder en variation over en napoletana). En anden med chorizo, chili og hvidløg (stærk på den pikante måde). Pizzaerne blev serveret med en simpel og elegant appelsinsalat: Appelsin i skiver dryppet med balsamico, salt, peber, sorte oliven og ristede græskarkerner. Meget vellykket.




I dag stod den så på pølser. Pølser er faktisk en af mine favoritspiser. Tro det eller ej. Det var nogle gode pølser fra den lokale slagter, der skulle afprøves. De var både gode og kødfyldte. Pølserne blev dels serveret som hotdogs i hjemmebagte brød med hele dynen af (hovedsageligt hjemmelavet) tilbehør (hjemmelavet ketchup, honningsennep, hjemmelavet agurke-squash-relish, rå løg), dels på svensk manér med kartoffelmos. Altså 'korv deluxe'. Jeg forsøgte også at lave noget newyorker-agtigt sauerkraut. Det smagte fint, men det ramte ikke helt den sure, krydrede kålsmag, jeg ledte efter. Det kræver nok rigtig tilberedning af surkål over flere uger. I dag var der en halv time at gøre godt med, så (rød-)kålen blev svitset let, krydret med lidt spidskommen og chili (jeg ville gerne have givet det kommen og/eller sennepsfrø, men havde ingen af delene...), salt, peber, sukker og selvfølgelig: eddike.

Etiketter: , , ,