10.1.07

Pasta con broccoli, salsìccia al vino rosso


Italiensk hverdagskost. Først pasta med broccoli, så pølse i rødvin. Det går sådan her:

Pasta med broccoli. Fremgangsmåden er uhyre simpel, der blev skelet til 'Silverspoon' (Den engelske oversættelse af alletiders italienske bestseller-kogebog). Find en passende pastatype, vi valgte conchiglie (muslingeskaller). Dem koger du. Imens skærer du broccolien ud i buketter og damper ganske, ganske kort. Så svitser du lidt hvidløg og chili i god olivenolie, tilsætter broccolien og giver et par minutter mere. Vend rundt med pastaen og revet parmesan. Smages til med salt, peber og eventuelt mere olivenolie.

Pølse i rødvin. Efter pasta følger kødet. Her er så opskriften, der transformerer en traditionel dansk medister til en mere eksotisk italiensk rødvinspølse. Næsten da. Vi krydrer trods alt ikke farsen om. Du lægger ganske enkelt medisterpølsen i en rødvinslage (rødvin, hvidløg, chili, salvie, laurbær og peberkorn) natten over. Steges længe (ingen forkogning) ved jævn varme. Vend hyppigt. Hæld fedtet af panden og kog af med et glas rødvin. Smager dejligt. Contorno (tilbehør) af letkogte gulerødder vendt med citronolie og lidt urter.

Etiketter: , , ,