5.1.07

Anmeldelse: Café Essens


Århus er fyldt med caféer. Jeg har været på temmelig mange af dem. Og jeg har indtaget et hav af burgere. Det har de nemlig stort set allesammen på menuen. Og af en eller anden grund er det blevet en sport at se, hvordan netop dennne eller hin caféburger er.

Café Essens ved åen lokkede med dels en ordinær burger, dels en steaksandwich kaldet 'kongen' og en tilsvarende 'dronning' med kylling. Stedets speciale ifølge menukortet. Kongen præsenteres således:

"Grillet landbrød med stegt oksefilet, svampe, syltede skalotteløg, pancetta og bøffelost".

Det lyder jo godt. Jeg gik efter burgeren, min hustru efter 'kongen'. Vi bad om at få oksefileten gennemstegt - ikke noget problem lød det fra tjeneren, der flittigt noterede ned.

Og så gav vi os til at vente - igen. Vi havde allerede ventet over 15 minutter, inden der i det hele taget kom en tjener hen til vores bord. Da havde vi allerede selv fundet menukortet i baren. Cafémad skal være hurtigt, ikke for dyrt og selvfølgelig: godt! Essens havde problemer med flere af disse parametre.

Ventetiden. Der gik knap 25 minutter inden burgeren og sandwichen stod på bordet, efter at vi havde bestilt. Det er for lang tid. Så lang tid må det ikke tage at lave et måltid, der indtages på ganske kort tid.

Prisen. Med 125 kroner for en burger er vi i den høje ende af cafégenren. Selv for åen i Århus. Men det er lige meget, hvis kvaliteten er i orden. Det bringer os til sidste parameter: Var maden god?

Maden. Tjah, bah, nej, faktisk ikke. Potentialet var der. Helt sikkert. Lækker bolle, lækker servering.


Men for at tage det fra en ende af, så var den altså helt gal med 'kongen'. For det første var kødet rødt. Trods vores udtrykkelige bestilling: 'Gennemstegt'. Det er for ringe. Så jeg måtte bytte tallerken med min hustru. For det andet var over halvdelen af det annoncerede tilbehør til 'kongen' ikke til stede. Ingen pancetta (det var der til gengæld i burgeren, hvor det ikke var annonceret...?). Ingen syltede løg. Ingen svampe. Der var vel egentlig kun kød, salat (det stod der faktisk ikke noget om på kortet...?) og bolle. Trist og under al kritik.

Burgeren var bedre, men også her var tilbehøret mangelfuldt. På kortet stod der bl.a. drueagurk - det var der heller ikke. 'Chilimayo' var også svært at smage. Og bøffen var annonceret til at veje 200 gram. Det har den aldrig været i nærheden af. Selv ikke hvis vi tager højde for afstegning af rigelige mængder fedt og vand.

Begge retter serveredes med 'stegte kartofler og hjemmelavet dip'. Der var en miniskål med småbrankede kartoffelbåde 'on the side' til os hver. Dip var hhv. tatarsauce - som var fin - og en ligegyldig dåsetomatsalsa, af den slags, du kan finde i ethvert supermarked blandt de 'mexikanske' produkter.

Vi foreholdt selvfølgelig tjeneren det forkert stegte kød. Han undskyldte og henviste til, at det var en tilbagevendende diskussion med kokken. Det er vi sådan set ligeglade med. Enten serverer man det, kunderne bestiller, eller også fortæller man, at det kan man ikke klare. Så kan man vælge noget andet eller finde en anden café (fx naboen "Castenskiold", hvor man godt kan finde ud af at servere kødet, som kunderne bestiller det). Men man skal ikke sige, at man kan noget og så svigte. Og man skal slet ikke glemme alt tilbehøret.

Tjeneren tilbød 'noget på husets regning' som kompensation. Prisværdigt, men for sent. Vi takkede pænt nej: Kaffe havde vi drukket inden middagen. Cafe Essens gengiver på hjemmesiden resultatet af fin anmeldelse i Jyllands-Posten ("5 af 6 stjerner"). Det er 1½ år siden. Noget er gået helt galt siden, for maden var ikke i orden til aften.

Stram op!


P.S. min Hoegaarden fadøl fejlede ikke noget. På den anden side: Det er godt nok også svært at glemme halvdelen af indholdet her...

Etiketter: , , , ,

4 Comments:

Anonymous Anonym said...

Har lige haft fornøjelse af den 3/4-studerede røvers selskab på Essens. Denne aften gjorde stedet det godt.
Kaffen blev indtaget på café Viggo - et sted, der altid gør det godt. Også selvom de har droppet schnitzel og boller i karry på vintermenuen.

15/1/07 22:29  
Blogger Anders said...

Jeg tror jo af princip på, at alle skal have en chance til. Så mon ikke Essens en skønne dag får lov at vise, om de kan gøre det bedre.

Hvad Viggo angår: Kaffen er god - bestemt. Men som jeg husker det, er maden ikke imponerende. Kan være 'burgerjagten' snart går der forbi og fælder dom?

16/1/07 08:39  
Anonymous Anonym said...

Essens revisited!

Tre bodybuildere var en småkold februaraften i omegnen af DGI-huset og flytte bygninger. Efter vellykket omorganisering af dele af den indre by, tillod de sig at fylde deres proteinhungrende kroppe på en af byens restaurationer. Rigtigt gættet: efter anmeldelsen her på stedet og generel ringe opfindsomhed udi valg af spisested, gik turen mod Essens.

For at udnytte det gyldne vindue for optimal indtagelse af protein, et vindue som efterhånden kun stod på klem, bestilte selskabet hurtigt deres ønskede menuer. Ketchersponsorens drøm bestilte en Exotic, dog først efter at han var udtrykkeligt forsikret om, at retten ikke indeholdt blomkål. Det havde desværre været tilfældet ved et tidligere besøg på stedet. Selskabets ibanker (grundlægger af personaleforeningen bøf man-fre) bestilte også pasta – en mere mandig og proteinholdig menu – El Diablo. Denne ret indeholder større mængder oksefilet. Samme ingrediens var også en central del af den ret selskabets, tredje medlem (den trekvartstuderede røver) bestilte. Den på bloggen omtalte Konge var på programmet.

Førstomtalte ret levede fuldt ud op til indtagerens forventninger. Eneste uhensigtsmæssighed var at retten ikke indeholdt den optimale mængde proteiner. Men det kan restaurationen naturligvis ingenlunde klandres. Efter anmeldelsen her på bloggen var ibankerens forventinger skruet helt ned. Derfor var der mulighed for, at Djævelen kunne overraske positivt, hvilket den også gjorde. Det eneste der lå tilbage på tallerkenen, var to cremeindsmurte svampe. Oksefileten der var serveret med Kongen var igen på den meget røde side. Faktisk mente den trekvartstuderede røver, at han på et tidspunkt hørte et halvkvalt: muh! Alt i alt var selskabet dog tilfredse med maden og den Hoegaarden de indtog sammen med måltidet. De havde jo dog skrevet sig enkelte anbefalinger fra denne blog bag øret.

Betjeningen var ganske udmærket. Servering til tiden, imødekommenhed, smil, krydret med de halvkejtede kommentarer fra det halvstudentikose personale, der som oftest serverer på hverdage i provinsen. Kun to kritikpunkter: iBankerens tallerken blev fjernet, da denne var trådt af på naturens vegne. De to føromtalte svampe forsvandt sammen med. Pist væk. Et af selskabets andre medlemmer var nu bange for, at de senere ville geninfinde sig på samme vis, som runde figurer gør i den bimmerske poesi. Andet kritikpunkt var det dessertkort, der aldrig indfandt sig. Dette skønt personalet selv opfordrede til indtagelse af endnu en ret. Da selskabets tålmodighed med personalet løb ud, blev de konfronteret med fadæsen. Ketchersponsorens drøm gik i vanlig stil hårdt til personalet. Det affødte desværre enkelte tårer.

”Speed is the essence of war. Take advantage of the enemy's unpreparedness; travel by unexpected routes and strike him where he has taken no precautions” Sun Tzu.

15/2/07 21:43  
Blogger Anders said...

My God!

Det er ikke hver dag, jeg får kommentarer, der er længere end de oprindelige indlæg.

Jeg kan kun gentage min opfordring om at d'herrer (i hvert fald penneføreren) opretter egen blog. Hurtigt!

15/2/07 21:49  

Send en kommentar

<< Home