1.4.07

Eksotisk salat med røget laks


Eksotisk lyder åndssvagt på dansk. Så er Salade Exotique (pardon my French!) på en eller anden måde bedre. Men også lidt snobbet, og det plejer jeg at være for fin til...;-)

Nå, men i hvert fald eksotisk på den måde, at halvdelen af ingredienserne ikke naturligt hører til under vores himmelstrøg. Tilgængeligheden er der dog ikke noget at sige til. Det hele kan såmænd fås i det lokale supermarked. Og salaten er yderst nem at lave. Med brød til er det et helt måltid. Udelader du laksen, er salaten god som tilbehør til fisk og fjerkræ. Den kan selvsagt også laves som forret. Mængderne herunder passer til to som hovedret eller til fire som forret.

Eksotisk salat med røget laks
1 moden mango
2 avocadoer
1 bakke spæde spinatblade
1 agurk
2 lime
1 spsk honning
God olie, salt og peber
150 gr røget laks

Skræl mangoen og skær kødet fra stenen. Skær i aflange, store stykker. Vip avocadoerne ud af skallen med en ske og skær også dem på langs. Agurken i stave. Skyl de små spinatblade og skær laksen i strimler. Vend det hele sammen i en stor skål - eller anret i et mere åbent fad. Dressingen laver du ved at piske saften af to lime med en god spiseskefuld honning, en skefuld olie (jeg brugte en god rapsolie) eller to og et godt drys salt og peber. Den må gerne have et snert af syrlighed til at spille op mod den fede laks og avocado og den søde mango. Velbekomme!

Etiketter: , , , , , ,

9.1.07

Falafel med krydderkål og mangosalsa


Falafel - stegt kikærtemos. Og vi laver det ikke selv (Gisp!). Det er dybfrost, der går direkte i ovnen. Noget af det eneste frostmad, jeg kan komme i tanke om, der slipper ind i mit i køkken. Falafelerne er fra Nutana, og kvaliteten er fin.

Vi har fået dem en hel del gange efterhånden. Noget tilbehør går efterhånden igen.

For det første laver jeg som regel to dressinger - en med hvidløg og en med chili. Det er bare creme fraiche, citronsaft, olivenolie og henholdsvis chili eller hvidløg. Smagt til med salt og peber.

For det andet har vi flere gange lavet 'krydderkål'. Det er fintstrimlet hvidkål (brug en ostehøvl eller et rivejern, det er nemmest), der steges ved svag varme på panden med spidskommen og lidt chili. Både nemt og lækkert. Mere charmerende end navnet 'krydderkål', men jeg kunne ikke finde på andet, og det beskriver i hvert fald konceptet.

Tredje tilbehør var på sin vis også en kendt sag. Mangosalsa. Vi har lavet en lignende salsa før: Papayaen er blot skiftet ud med mango. Altså; mango, avocado og tomat i tern. Dressingen i dag var uden chili - der var rigeligt i det andet tilbehør. I stedet blot lidt honning, lidt æbleeddike og salt og peber.

Etiketter: , , , , , ,