Italiensk-fransk nytårsmenu

Nytårsaften er en aften, hvor mange lægger ekstra anstrengelser i køkkenet. Således også her i huset, hvor vi med god hjælp fra ruin-kongen (nu med 3/4 lejlighed!) fik frembragt fem forrygende retter fra Frankrig og Italien.

Først blandede nødder og tør, dybrød lambrusco til Dronningens nytårstale.


Så videre til anti-pasti i form af:

Trio di crostini

• Én med kyllingelever og vin santo. Steg kyllingelever i olivenolie sammen med salvie - og også gerne med en svamp eller to og noget hvidløg. Hæld en hel del vin santo på og kog det næsten helt væk. Blend så med kapers, ansjos, (evt. også en æggeblomme eller to) og smag til med peber og evt. salt. Skal være smørbart og ikke for tørt.
  
• Én med bønner, bagte tomater og tørret skinke. Her gode italienske cannellinibønner, der blev kogt (videre - de fra dåse) med salvie, tomat, hvidløg og lidt skalotteløg). Tomaterne var cherry og blev bagt nogle timer ved lav varme 100-150 grader. Skinken var en god italiensk sag.
• Èn med figen og rucola. Skær fignerne i mindre stykker, vend rundt med god balsamico og olivenolie og kom på brødet med rucola.

Crème Ninon
Herefter videre til Frankrig, hvorfra vi hentede Créme Ninon - Ærtesuppe med champagne. Uhyre enkelt at lave - vi fulgte Brødrene Price, men jeg har også tidligere lavet suppen med lidt skalotteløg og uden at piske fløden. Det blev suppen faktisk mindre 'lagdelt' af. Uanset hvad en fantastisk suppe, som toppet med champagne på bordet er et yderst skummende og festligt indslag. Vi serverede desuden den grønne suppe med en grillet kammusling og et sennepsgitter (kendt fra provinskroer og nu altså også denne side: Rør lidt vand, sennep og hvedemel til en tyktflydende masse, kom i en pose, stik hul og sprøjt nu gitre på bagepapir, som bages til de er sprøde og let gyldne - ca. 15 minutter ved 200 grader.). Vi drak selvsagt 'pagne til.


Ravioli ai funghi
Fyldt pasta er ved at være en nytårsklassiker. Det tager noget tid at lave, indrømmet, men vi mener, at det er anstrengelserne værd, og dejen kan laves i forvejen og fryses. Brug en god pastadejsopskrift - Dvs. masser af æggeblommer og god italiensk tipo 00 hvedemel. Lad dig i øvrigt ikke forvirre af temmelig variende mængdeangivelser - æg er ikke lige store og mel 'suger' bestemt ikke ens - dejen skal vær let fugtig, sej og elastisk - og så er det ellers bare der ud af.

Fyldet lavede vi af skalotteløg, chili, hvidløg, timian og forskellige svampe: Karl Johan (porcini), nogle store portobello-lignende samt shiitake. Steg til svampene er godt fri af vand og kog så af med noget vermouth. Køl af og vend med ricotta og revet parmesan. Dernæst ind i pastadejen. Koges 3-4 minutter og vendes i lidt sauce af indkogt vermouth (eller hvidvin for den sags skyld), fløde, salt og peber samt hakket bredbladet persille.

Vi drak en kølig italiensk hvidvin fra Masi til (Masianco, 2007 på pinot grigio og verduzzo-druer).


Poussin med pølse og drue
Denne har jeg lavet i flere udgaver før. Uropskriften er denne fra Mik Schack, men jeg kunne ikke opdrive vagtler, så poussiner måtte træde til. Retten kan fint laves i dagen i forvejen (hvilket vi gjorde) og varmes godt igennem med druerne, som skal have ca. 5 minutter. Serveres med godt brød og en sprød side-salat i form af romaine, radicchio og granatæble. I glasset øl eller kraftig italiensk rødvin. Igen var vi på en Masi-flaske (Brolo di Campifiorin, 2005), som var aldeles drikkelig.



Crème brûlée
Også en hus-klassiker, som igen glimrer ved både at smage usandsynlig godt - og kunne laves på forhånd. Serveret med karameliserede blodappelsiner (stort set som brunede kartofler(!) - du behøver ikke skære skallen af, som vi gjorde) og lidt indkogt sirup (fra samme pande blot tilsat mere juice). Vi drak kaffe og grappa til.


Bobler ad libitum
Nytåret skålede vi ind med flere bobler (hvide som røde) - bl.a. serverede vi en virkelig lækker (og tung) chokoladekage med syltede kirsebær (de gode italienske; for guds skyld ikke de selvlysende og kunstigt smagende!) i stedet for - efter min mening - intetsigende kransekage. Hertil drak vi brachetto, en sød, rød italiensk asti-type, som jeg har læst rosende omtalt hos Jonas.

Rigtig godt nytår!

Anmeldelse: Restaurant Luns

Rustikt, gående mod råt, på den fede måde! Det var konklusionen efter et besøg på Restaurant Luns på Østerfarimagsgade i København. Scenen var gensyn med gymnasiegutterne og stemningen høj. Til et sådant selskab er Luns det helt rette sted. Er du omvendt ude på en stille date med din udkårne, kan det godt være, at du skal vælge et sted med mere ro. På Luns larmer parisisk harmonikamusik ud af højttalerne, maden bliver næsten smidt på bordet og tjeneren er ret så ligefrem. Men det er på den charmerende måde. Luns er et sted, jeg kun kan holde af. Og så til det vi kom for; mad og drikke.

Menuen er sparsom, og det kan jeg lide. Har køkkenet kun én ret (at forholde sig til), kan det aldrig gå helt galt. Uanset antallet af gæster. Jo flere retter på kortet, jo større chance for at vælge noget, køkkenet ikke kan håndtere og fremstille optimalt. Lad mig lige indskyde, at med en tidligere dobbelt-Michelinstjernekok med kniven i hånden, var jeg aldrig i tvivl om, at maden nok skulle være helt i top! Men pointen er, at med et kort, som på Luns (En charcuteritallerken (knas), en forret (let), en hovedret (luns), ost og dessert (sødt)) er man sikker på klasse i hver eneste servering. Og det holdt. Vi gik efter forret og hovedret, og jeg fandt som den eneste plads til en dessert også.

(Billeder fra mobilen i begrænset kvalitet)

Direkte på et udmærket glas champagne, som vi strakte ind i forretten. Denne bestod af letrøget laks med et par forskellige selleri-tilberedninger (hhv. bagt selleri og en selleriremoulade-agtig sag). Laksen var helt perfekt og især remouladetingen vellykket.


Herefter til hovedretten, som efter sigende meget ofte er gryderetter i præcis den rustikke stil, som også vi fik denne lørdag aften. Oksebovgryde med skalotteløg (de er ikke engang pillede), peberfrugter, små grønne oliven og bunker af timiankviste. Herligheden svøbt i en hvid sovs, der dog helt klart var for salt. Hertil kogt spelt. En meget lækker gryde, som blev smidt på bordet i en lille støbejernsgryde. Så kunne vi ellers selv tage for os!


Vinen blev på tjenerens opfordring (med bemærkning om ikke at ruinere os - papkortets priser slutter på 12.500,-....) en kraftig rødvin fra Languedoc. Den lå på 450,- - og det var den værd.


Desserten, som jeg trods fyldt mave måtte prøve, var syltede svesker med valnøddeknas, flødeskum og mørk chokoladesovs. En lille og tung sag. Ukompliceret og igen med stor smag. "Kaffemaskinen var i stykker", så vi forlod stedet til fordel for en længere række af caféer og barer i det københavnske natteliv... (Kaffen på den ikke alt for fjerne Kalaset kan anbefales).


Regningen endte på 1.400,- lige ud for tre raske gutter. Det er samlet set helt rimeligt for det, vi fik. Luns får hermed de varmeste anbefalinger for virkelig god, rustik mad i den rette ånd!

Crème de Cassis

Efter ribslikøren var turen nu kommet til at færdiggøre solbær-dittoen. Med et fint ord er vi ude i noget der ligner 'Crème de Cassis'. Jeg er gået frem som følger: Fuldmodne solbær overhældes med vodka og trækker i køleskabet i nogle måneder. Farven bliver stadigt mere intens, hvilket også gælder smagen.

Belært af produktionen af ribslikøren, skulle der ikke helt så meget sødme til denne gang. Jeg tilsatte derfor alkoholblandingen et par skefulde rørsukker, og lod det være med det. Ingen sukkerlage denne gang. Måske er det så faktisk mere en solbærvodka, end en solbærlikør. Men pyt nu med det. Det vigtigste er, at jeg nu har sommer på flaske. Til kir og kir royal (der er intet som 'pagne-cocktails) og måske til kaffen. For slet ikke at snakke om desserter osv.

Mogens har iøvrigt også et (mere raffineret) bud på fremstillingen + historien bag kir'en.