27.8.07

Ribslikør


Vi var jo på jorden for en måned eller to siden, hvor det flød med bær. Ribs i så store mængder, at de ikke blot skulle i fryseren. De skulle i sprit!

Så vodka blev købt, og bærrene dækket. Ind i køleskabet og der har bærrene ligget og hygget sig, indtil for et par dage siden (rystet/omrørt en gang i mellem), hvor jeg blev enig med mig selv om, at nu var det nok ved at være godt. Ribsene blev siet fra gennem klæde. Tilbage var flot rød ribsvodka. Her kunne jeg sådan set have stoppet, for skidtet smagte mere end fint. Men nu var det altså ribslikør, jeg ville lave. Så efter limoncello-metoden blev alkoholblandingen fortyndet med sukkerlage (Vand + sukker. Hver deciliter vand tilsættes 40 gram sukker). Vodkaen blev herefter fortyndet med ca. samme mængde sukkerlage som vodka. (Måske en kemiker kan oplyse, om jeg så har ramt en alkoholprocent på det halve af det, jeg startede med? Dvs. 40 delt med to?)

Resultatet er en fin, fin smag af ribs. Afkølet til kaffen efter en god middag er ikke helt ved siden af. Pænt sødt er det dog, så der er nok plads til forbedring. Muligvis skal der mindre sukker(-lage) til, muligvis er det bedre at starte på ren alkohol. Lige nu har jeg en tilsvarende solbær + vodkablanding stående på køl, så der kan jeg jo prøve at justere på sødmen. Eller lade det være, som det bliver, uden sukker og vand overhovedet. Vodka Kurant/Currant var voldsomt populært for ganske få år siden...og er det måske stadig?

P.S. Medmadblogger Mogens på Madkultur.dk har haft gang i lignende projekter.

Etiketter: , , ,