Anmeldelse: Nordisk Spisehus
Scenen var endelig sat til første aften ude uden baby! Bedsteforældre hidkaldt og bordet reserveret. Valget var faldet på Nordisk Spisehus; rundt om hjørnet fra den nuværende adresse (af den årsag et oplagt valg, hvis der skulle være krise med pasningen) og efter pålydelige forlydender i vennekredsen absolut et besøg værd.
Nordisk Spisehus drives af Thorsten Schmidt og Rikke Malling, hvis første restaurant slet og ret hedder Malling & Schmidt. Malling & Schmidt er det nye nordiske køkken i kombination med molekylær gastronomi. Jeg har ikke selv været dér, men stoler vi på anmeldelserne (fx Helle Brønnum Carlsens), så er det Århus' bedste bud på en Michelinstjerne (hvis de franskmænd da besøger andet end København?). På Nordisk Spisehus er stilen selvsagt klart nordisk, samtidig er der skruet ned for molekylerne og op for det mere rustikke. Hverdagsmad er det nu ikke (omend der findes tag-med-mulighed: Dagens aftensmad til 75kr!). 'Spisehus' betyder her rigtig god, enkel mad med stor smag uden fine fornemmelser.
Kortet er yderst overskueligt (3 fiskeretter, 3 supper, 3 hovedretter, et par grøntsagsretter, lidt ost osv. og 4 desserter). Der tilbydes dagligt en aftenmenu til 325,- bestående af tre udvalgte retter fra kortet. Hertil kan købes en vinmenu; så lander prisen på 600,- per snude. Det lod vi os friste af - også i lyset af at vinkortets priser starter omkring de 3-400 kr for en flaske.
Første ret var hø-røget laks og rørt skyr (Islandsk mælkeprodukt a la kvark), der blev serveret på forskellige sprøde salater med kanelæbler. Laksen 'efterrøges' ved bordet under en osteklokke vha. halm, der sættes fut i. Nuvel, helt uden lir er maden altså ikke. Kanelæblerne var syltede og uhyre sprøde og saftige med et snært af kanel. Det var en meget flot og meget lækker sammensætning. Laksen havde absolut en røget smag og gik fint med det syrligt-sprøde tilbehør. I glasset havde vi en sart fransk sag - vist nok på sauvignon blanc. Jeg var ikke overdrevet imponeret og synes, at den var lidt for tynd og mineralsk, men min bedre halvdel kunne godt lide den.
(Obs: Billederne er taget med telefonen og derfor ikke helt i 'vanlig' kvalitet ;-))
Hovedretten var spoleben af frilandsgris på en bund af æbleflæsk + tyttebær og en lækker kraftig sauce. Tilbehøret var rodfrugter og brunede kartofler. Vi var jo i december! Grisen var meget, meget mør og lækker. Æbleflæsken var meget lig den, jeg selv laver: Det vil sige æbler, der ikke er helt splattede med timian og rigtig god og kraftig røget bacon. En kraftig ret som blev serveret med en tilsvarende kraftig spansk rødvin i glasset. Tempranillo-drue med stor styrke og letter perler på tungen. Den kunne jeg godt lide!
Til slut sago 'a la mande' med kirsebærsauce. Altså en variation over ris a la mande. Skal jeg være helt ærlig kunne jeg ikke smage sagoen klart, for den var druknet i fløde, vanille og mandler. Men lækkert var det. Kirsebærsaucen var til den sure side, og det klædte faktisk retten rigtig godt. På toppen ekstra ristede mandler. Vi fik kaffe til sammen med et glas uspecificeret portvin. Smagte helt fint.
1260,- (inkl. god stempelkaffe) er selvfølgelig en pæn slat penge for 2x3 retter mad. Men når kvaliteten og serveringen er som her, så er det bestemt pengene værd. Jeg vil klart anbefale et besøg på Nordisk Spisehus.
Godt nytår!
Etiketter: anmeldelse, brunede kartofler, gris, kirsebær, laks, mandler, nordisk spisehus, salat, vin, æbleflæsk
2 Comments:
Kaere Anders,
For en eksil-Aarhusianer m interesse for mad og gode raavarer er det en fornoejelse at kunne foelge med i din blog.
Super at laese din anmeldelse. Jeg har modsat dig kun vaeret paa M&S, saa det var interessant at laese om din oplevelse af det nye skud paa stammen.
Jeg haaber, du vil berette, hvis du en dag "forfalder" til take-away varianten ogsaa. Jeg overvejer det som en gavemulighed til en kaer bekendt.
Keep up the good work og GODT NYTAAR.
Mange tak for kommentaren. Jeg håber, du vil blive ved med at læse med om de gastronomiske oplevelser i Århus, som jeg oplever dem ;-)
Send en kommentar
<< Home