Agnello al finocchio (Lam med fennikel)
Lam med fennikel som det laves på Sardinien og vist også Sicilien. En egnsret med få ingredienser og stor smag: Lam, fennikel, tomat. Egnsretterne foreskriver vild fennikel, men det rådede jeg ikke lige over, så almindelig fennikel måtte gøre det. Resultatet blev vældig fint.
Vi fandt et flot stykke dansk lammebov i Salling (slagteren her svigter sjældent). Snøret fint op, men det kunne vi hurtigt skære op og i mindre stykker. Brun lammekødet i olivenolie i din store stegegryde. Tilsæt hakket løg og svits med. Tilsæt så salt, peber og gode tomater (evt. fra dåse). Det skal have mindst 1 1/2 time. Efter en halv time tilsætter du fennikel skåret i mindre stykker. Så venter du yderligere en time og mærker, hvordan den gode duft spreder sig. Hele seancen foregår uden låg, men du kan eventuelt spæde til med vand, hvis det er ved at koge tør.
Vi serverede med ovnkartofler (skrub, skær i både og vend i olivenolie, salt og peber - en time ved 200 grader), en grøn salat og god rødvin.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home