3.12.06

Suppe, steg og is

Men måske ikke den traditionelle, som du husker fra forsamlingshusets familiefester. Og dog, vi nærmede os tilsidst...

Vi lagde ud med en interessant kastanje-kartoffelsuppe med kanel. Den lavede vi efter en opskrift i det seneste nummer af "Mad og venner" (Dec/jan 06/07). Det er et lækkert blad med opskrifter, der varierer fra det højtragende til det mere hverdagsagtige. Inspiration er der nok af, opskrifterne praktisk samlet bagi, så de er nemme at gemme og til min store glæde, er der også en løbende serie om hvilke råvarer, der er på toppen netop nu. 49,75 er ingen formue, så prøv at købe et nummer. I det aktuelle nummer er også en række drink-opskrifter. De bliver helt sikkert brugbare om en lille måneds tid.

Suppen var god - nyskabende for mit vedkommende - og alene af den grund var bladet kærkomment. Vi er så heldige at have modtaget et abonnement i gave, så vi nyder de nye idéer, der kommer indad brevsprækken hver måned.


Så fulgte stegen. Andesteg. Reelt faktisk kun et andebryst, men med en fyldig suppe som ovenfor, skal hovedretten ikke være alt for massiv. Et andebryst ridses, brunes, krydres med salt og peber og steger færdig i ovnen. Vi er på den gennemstegte vogn her, så det skal vel have 25 minutter ved 200 grader.


Vi lavede to slags tilbehør. Klassiske æble-timian-honning-halløj. Tag lidt af det overskydende andefedt over i en sautépande. Kom lidt løg i og et æble eller to i både. Så timian. Vi har forskellige slags på altanen, og én af dem er stadig grøn. Imponerende. Salt og peber. Så runder du smagen med lidt honning til sidst. Det er knaldgodt til and, men sandelig også til svin.

Tilbehør nummer to var rødbeder med solbær. Det er nemt og et godt bud på, hvordan man får brugt nogle af de alt for mange rødbeder, som de lykkelige havedyrkere kan ende med sidst på sæsonen. Rødbeder skæres ud i stave (størrelse som små pommes frites). Så skal de blanchere 4-5 minutter. Jeg kan godt lide dem med bid til den her ret, men det er en smagssag. Du kan sagtens give dem mere (hvilket vi kom til at gøre i går). Køles og kommes over i et fad. Så tager du nogle solbær fra fryseren. Eller rettere: dem har du taget ud for en times tid siden og tøet op. Solbærrene vendes forsigtigt rundt med rødbederne og en marinade af hindbæreddike, olivenolie og salt og peber. Så simpelt, så fuldt af smag.


Vi sluttede med is fra fryseren og nogle totalt underlødige vafler, som vi har arvet fra et arrangement afholdt her i hytten. Ikke lige vores stil, så de fleste røg ud. Men folkeligt var det ;-)