30.11.06

Fisk i fad med skorzonerrødder


Lynhurtigt og lækkert.

Riv et par gulerødder og hak nogle porrer fint. Kom i et ildfast fad, vend godt rundt og hæld lidt fløde ved. Salt og peber. Ind i ovnen ved 200 grader.

Imens skræller du nogle skorzonerrødder og skærer i mindre stave. Kog 5-10 minutter i lidt mælk. Pas på, det brænder nemt på!

Så tager du en eller anden form for lys fisk i fileter. Det kan være torsk, sej, rødspætte, kuller, hvad som helst. Jeg brugte rødspættefileter. Fisken lægger du oven på gulerødderne og porrerne, der bobler derudaf med fløden i ovnen. Lidt salt, peber og citron oven på fisken. Fisken skal have 5-10 minutter afhængigt af tykkelse.

Imens fisk og grøntsager bager i ovnen, dræner du skorzonerrødderne og luner lidt olivenolie på panden. Steg rødderne gyldne og møre heri. Det tager vel 4-5 minutter ved jævn varme. De skal have lidt citronsaft, salt, peber og masser af friskhakket bredbladet persille til sidst.

Det er såmænd det hele. Du kan selvfølgelig koge små kartofler i stedet for skorzonerrødderne, men prøv dem lige. Det er en overset grøntsag med en virkelig fin smag.