12.7.07

Gammeldags kyllingesteg


En stor sommerfavorit. Så hermed som lovet min opskrift på et stykke traditionel dansk sommermad af høj, høj kvalitet. Mogens, der holder fanen højt på madkultur.dk, giver sit bud her.

Find en god økologisk kylling. Krydr ind- og udvendigt med salt og peber og kom et ordentligt bundt persille ind i den. Bind den eventuelt op, hvis du synes. Så er det frem med den store støbejernsgryde. Heri bruner du kyllingen godt på alle sider i smør. Så hælder du vand på - ca. 1/3 op af kyllingen. Har du lidt grøntsagsrester liggende (gulerod, løg, rodfrugter el. lign.), så tilsæt dem nu - det gør kun suppen bedre. Låg på og lad den så stege en time til halvanden afhængigt af størrelse. Jeg plejer at give den en halv time med brystet nedad og resten med brystet opad.

Tilbehøret er som oftest nye grøntsager og kartofler: Fine nyskrubbede gulerødder og ditto kartofler. Nybælgede ærter er også lækkert. Agurkesalat skal der selvsagt også til. Den laver du naturligvis selv, for den man kan købe er slasket og smager alt for sødt. Lav en eddikelage af lagereddike, vand, sukker, salt og peber. Det er den simple udgave. Den tvistede version tilsættes citronskal i julienne og lidt timian. Det giver en dejlig frisk smag. Og husk så at agurkesalat (hvis du spørger mig i hvert fald) skal være sur! En kyllingesteg er også god med rysteribs, rabarber- eller stikkelsbærkompot.


Når kyllingen er færdig, tager du den op af gryden og lader den hvile lidt under sølvpapir. Imens bager du en god sovs op på suppen. Tilsætter lidt kulør (ikke for meget), evt. en sjat fløde og smager til med salt, peber og lidt eddike. Det syrlige strejf går godt til kyllingen. Så er der bare tilbage at servere herligheden. Med hensyn til at finde noget passende at drikke til mener jeg, at der er to veje at gå: En let syrlig, tør hvidvin fx fra Alsace - eller godt gammeldags pilsnerøl. Uanset hvad: Velbekomme!

Hvis du har valgt en god stor kylling, vil du opdage, at der er mad til flere dage. Resten af kyllingen er dejlig i sandwich eller wraps, og resten af suppen fryser du selvfølgelig til en risotto, en suppe eller noget tredje en anden god gang.

Etiketter: , , , , , ,

3 Comments:

Anonymous Anonym said...

Uhm, tak for opskriften og gode råd... Jeg skal også lave kylling imorgen, men "kun" kyllingebryst! Det er også dejligt! Mere om det senere..

16/7/07 21:35  
Blogger Anders said...

Tak for kommentaren!

29/7/07 20:52  
Anonymous Anonym said...

Jo ældre jeg er, jo oftere laver jeg mad på en "gammeldags" måde og vender tilbage til enkle gamle retter som min bedstemor plejede at lave. Jeg må indrømme at med tiden er jeg blevet lidt træt af egsotiske opskrifter med spændende krydderier og ingredienser der gør retten utrolig pæn på tællerken, men øv... man bliver hurtigt sulten bagefter.

Denne opskrift er lige sådan én som jeg godt kan lide, tak for den. Og, ja tak, agurkesalat skal være sur, helt enig med dig.

Venlig hilsen,
Jasmina

8/8/09 22:55  

Send en kommentar

<< Home