Hyldeblomster
Sæsonen er faktisk ved at være ovre; hylden er allerede ved at være blomstret helt af de fleste steder. Hvem sagde global opvarmning? Men I skal ikke snydes for beretningen om dette års eskapader.
Jeg har efterhånden lavet hyldeblomstdrik i mange år. Startende med varme somre hjemme i Odense for år tilbage, hvor min søster og jeg havde et ferietomt køkken for os selv, videre over masseproduktioner på kollegieværelser (jeg erindrer 16 liter ufortyndet saft i alle de potter og pander, jeg ejede, da det gik højest...), til nu, hvor der er tilvejebragt en mere moderat mængde saft, men til gengæld også to nye produkter: Hyldeblomstsirup og hyldeblomstmarmelade.
Men først til saften, der i øvrigt i min familie - af uvisse årsager - går under navnet 'hyldeblost'...Jeg tog ikke nøjagtige mål i år! Men jeg har en nedfældet og ganske udførlig beskrivelse af, hvordan saften laves. Den skal jeg nok skåne jer for og blot nøjes med essensen, som er den samme hvert år:
Hyldeblomstdrik
Ingredienser:
- 6 liter vand
- 9 citroner
- 3,5 kg rørsukker (du kan også bruge en blanding af almindeligt sukker og brun farin, som jeg gjorde tidligere, men jeg synes faktisk, at rørsukker er bedst)
- 100 g Citronsyre
- Og hyldeblomstskærme.
Hyldeblomstsirup
Kog hyldeblomster, saften og juliennestrimler af 1-2 citroner, lidt vand og en hel del sukker godt sammen. 10-15 minutter. Det skal være mere tyktflydende end saften. Stil i køleskabet og gør i øvrigt som med saften. Hvis det er for tyndt i konsistensen, kan det koges ind, når det har trukket og er siet.
Hyldeblomstmarmelade
Utvivlsomt årets største og bedste nyskabelse - hvad angår hyldeblomster! - her i huset. Set i Politikens Syltebog af Anne Hjernøe (hende fra Frilandshaven på DR2). Bogen er et klart hit til de kun 99kr, jeg gav i Kvickly (som måske har købt hele restpartiet? Den er i hvertfald oplyst til at være udsolgt fra forlaget hos Saxo). I al sin enkelhed laves marmeladen ved at blende kvaset fra saftproduktionen, tilsætte mere sukker og citronsaft og koge godt sammen. Det skal have en grødet konsistens, som...øh...ja, som marmelade! Hvis blandingen ikke er 'våd' nok, så tilsæt lidt af saften. Marmeladen smager virkelig dejligt og sommerligt, og så får man endnu mere ud af de fine hvide blomster. De varmeste anbefalinger!
Hvad det blev til alt i alt? 7,5 liter saft, 0,75 liter sirup (i fine gamle sodavandsflasker) og 4 glas marmelade. Såmænd.
Etiketter: citron, hyldeblomst, sukker
3 Comments:
Uhm, for sent at prøve i år, men måske næste år. Jeg må prøve at finde nogen hyld her i storbyen eller køre en tur på landet ;-)Da jeg boede på landet, havde jeg selvfølgelig en hyld i haven, og har også lavet saft. Marmeladen lyder helt vildt dejlig.
Jeg har tidligere år tænkt på al den dejlige smag, jeg blot hældte ned til komposten i haven, når "hyldeblosten" var hældt på flasker. Komposten dufter herligt flere dage efter. Nu ved jeg imidlertid bedre til næste produktion! For jeg har smagt marmeladen - hvilken himmerigsmundfuld!! Aldrig mere brugte hyldblomstskærme i min kompost, herefter bliver de til marmelade!!
Tak for kommentarerne!
Jeg kan kun anbefale marmeladen. Det kan undre, at der ikke er flere, der laver marmeladen - man har jo det hele lige ved hånden!
Send en kommentar
<< Home