Sankt Hans-grill på altanen
Vejret var - som så ofte på denne tid - ikke helt overbevisende. Heldigvis har vi en vidunderlig altan (det er den lille (urte-)have på tredje!), så tvivlsomt vejr kan ikke stoppe os fra at grille. Regner det, spiser vi bare i stuen. Ingen Weber her, men en simpel og virkelig god kuglegrill fra Ikea (tror de er holdt op med at lave den, men her er et billede på en anden side). Det bedste er, at det runde låg også har et håndtag, så den er perfekt til at tage med i parken. Og når man lukker spjældene, er det nemt at slukke kullene, når seancen er ovre. Men altså denne Skt. Hans var vi bare den lille familie med grill på altanen.
Selve menuen var så simpel, at billederne næsten taler for sig selv. Klassikere hele vejen rundt.
- Ringriderpølser (Rids og rist)
- Gode tournedoser fra Salling (Vendes et par gange, evt. også lidt på siderne)
- Majskolber (Vent på de danske! Nemmest at tilberede i skrællen - fjern kun skægget i toppen - og pil så bagefter. VIL du have striber, så skal skrællen af først)
- Nye kartofler vend i rygeostcreme (1/3 creme fraiche, 2/3 rygeost, purløg, dild, salt, peber og citron)
- Salat vendt med citronsaft, olivenolie og groft salt
Og tænk: Da vi havde spist, var det blevet, om ikke solskin, så i hvert fald mindre truende vejr. Ned på Tangkrogen og promenere med barnevognen. For meget pøbel for mig. Rædderlig fremførelse af en ellers flot sang. Og har nogen nogensinde hørt en god båltale? Jeg har ikke. Men bål var der. Og det er altid flot.
Etiketter: altan, bøf, grill, kartofler, majs, pølse, rygeost
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home