Schnitzelaften

Det er en traditionsrig begivenhed, når ekskollegerne mødes til Schnitzelaften. Der høres særlig musik, drikkes særlige drinks, fortælles særlige historier (de samme naturligvis), drikkes særligt øl (weissbier, naturligvis) og fremfor alt: der spises særlig mad. Schnitzler. Denne gang i uhørte mængder, og det endda på en aften, hvor der også blev introduceret forret.


Vi lagde derfor ud med cremet kartoffelsuppe med drys af tørsaltet bacon og lidt porretop. Olivenolie fra Meyers Deli var der skam også. Det tog den værste sult, og så kunne galskaben ellers begynde. En klods kalveinderlår kom frem og blev langsomt, men sikkert, høvlet ned i størrelse. Der blev paneret til den store guldmedalje og stegt schnitzler på hele tre pander på én gang. Det betød, at kartoflerne en overgang var helt ude af arrangementet, for der skulle jo også være plads til ærterne. Ingen ved helt hvordan det lykkedes, men i dette kaos af et maskinrum, blev der frembragt ypperlige schnitzler i meget voldsomme mængder.

Jeg tilhører den traditionelle fløj i kredsen, så jeg garnerer altid med både gaffelbidder, kapers, peberrod og citronskive. Tilsidst en tilståelse: Selvom der blev spist og drukket virkelig godt hele bordet rundt, kunne vi ikke få bugt med alle schnitzlerne. En uheldig nyskabelse i en ellers yderst vellykket aften.