16.2.07

Kartoffelsuppe, sesamkylling og det der 'wellness'

Det er koldt. Du fryser. Du indrømmer sågar over for dig selv, at du er blevet decideret kuldskær. Gamle mand. Eller snarere; gammel mand i ung mands krop...

Svaret er suppe. Tyk, cremet suppe. Fx denne kartoffelsuppe: 'Sved' en porre i lidt smør. Jævn varme, må ikke tage farve. Eventuelt lidt hvidløg ved. Så en god gang kartofler - skrællede og i tern. Svits kort og hæld så en god suppe på (jeg brugte hønse. Grøntsagssuppe, vil også være fint). Kog kartoflerne godt ud. Skal vi sige knap en halv time? Blend med lidt fløde og smag til med salt, peber og lidt muskatnød. Det er ikke spor svært, men kilometer bedre end de alt for salte købesupper, supermarkedernes frostbokse bugner med. For slet ikke at snakke om pulvervarianterne. Op i en skål med suppen og lidt persille på toppen. Det varmer hele vejen igennem.


Er du mere sulten, så prøv denne hurtige kylling. Svits to kyllingebryster (lår og vinger kan du bruge til at lave gårsdagens ret med. Skroget med restkød koger du naturligvis med lidt grønt og urter; så har du både suppe i fryseren og lidt kyllingekød til sandwich). Når brysterne er brunede på begge sider, vrider du citron- eller limesaft over og drysser med sesamfrø. Vend og gør det samme. Skru ned for varmen og lad brystet stege igennem, mens sesamfrøene blive gyldne. Vi serverede Årstidernes rødkålssalat til. Soyasmagen går virkelig godt til den sesamprægede kylling. En pilsner til vil ikke være helt ved siden af.


Nå ja, forresten: I weekenden går turen på provinshotel. Til en komplet pakke med middage, morgenmadsbuffeter og ikke mindst kurbad, afslapning og velvære. Det er det, der hedder 'wellness' på nydansk. Eller måske sågar metroseksuelt for en ung, gammel mand som jeg? Det er en bryllupsgave, vi glæder os - og så satser jeg på, at jeg kan komme i nærheden af provinshotel-/kroklassikeren over dem alle: En rejecocktail!

Etiketter: , , , , , , , , ,

2 Comments:

Blogger Marianne said...

Var det der wellness godt? Og hvad med maden???

19/2/07 21:55  
Blogger Anders said...

Rolig, rolig, nu skal Deres udsendte være der:

http://spisordentligt.blogspot.com/2007/02/kartoffelsuppe-sesamkylling-og-det-der.html

20/2/07 00:31  

Send en kommentar

<< Home