Blomkålsrisotto
Jamie Olivers opskrift (s. 140-41 i "Jamie's Italy"). Ganske enkelt egentlig - blot en variation over grundopskriften. Med løgene tilsættes i starten stokken. Skal selvsagt være ganske fintsnittet. Så laver han noget lir med at koge blomkålsbuketterne i fonden, hvilket vi så også gjorde. Men jeg tror helt ærligt, at du bare skal tilsætte dem efter 8-10 minutter og lade dem koge godt og grundigt ud, mens risene koger møre. Hjælp gerne til med skeen, så buketterne går i stykker og næsten går i et med risene. Ellers gør du bare, som du plejer. Og dog - kækt lille ansjos-chili-brødkrumme-drys foreslås til at komme på toppen. Gik ret godt i spænd med den bløde smag af blomkål.
2 Comments:
Blomkålsrisotto kan være udmærket dagligdags mad, men når nu de danske tromlebasser spiller håndbold skal der mad af en hel anden kaliber til:
I den indledende runde var jeg så heldig at få fornøjelse af at smage Entrecóte a la Hoovér med efterfølgende brasiliansk hindbærtærte.
Med kælen hånd blev de små banditter af kartofler skrældet af selveste Chefkokken S. Huvendick, der samtidig formåede at stege det dejlig møre oksekød, så det fik lige tilpas. Tøsepjat som salat var naturligvis udelukket. I stedet blev entrecóten serveret med ærter og sovs i rigelige mængder, hvilket skabte stor glæde hos det krævende og proteinhungrende publikum, som forinden havde været i gang med at møblere rundt på flere bygninger i nærheden af DGI-huset. Efter at have indtaget på den gode side af 300g mørt oksekød samt en ordentlig røvfuld kartofler var der halvleg, hvorefter den brasilianske hindbærtærte fandt vej til de kræsne ganer. Opskriften er en gammel familiehemmelighed og kan naturligvis ikke udleveres på nettet i sin fulde længde. I grove træk er det dog noget med at hindbærerne flyves ind fra Brasilien, hvor de forsigtigt er plukket af storbarmede Samba-piger. Dejen er yderst hemmelig, men det kan afsløres, at den er i familie med mørdejen. Når dejen er tryllet færdig tilsættes de solmodne bær UDEN NOGEN FORM FOR BRUG AF SUKKER. Da sødhedsgraden på de brasilianske bær kan være meget svingende laver man i stedet tre slags creme fraiche med hver deres surhedsgrad og så tester man efterfølgende hvilken, der giver det bedste helhedsindtryk alt taget i betragtning.
Nå, men alt i alt en fantastisk middag, som blev skyllet ned med en gullig boblende sag, angiveligt en 2006'er fra Bryggerigruppen, også kendt under navnet Onside (det der i gamle dage bare hed Faxe Kondi)
Vi tog også nogle billeder af mesterværkerne, men dem skal vi vist have webmasteren til at uploade.
Det lyder som et aldeles fremragende måltid.
De flotte ordekvilibrismer og indbyggede modsætningsforhold i både måltid og beskrivelse gør læseren oprigtigt misundelig. Hvem skulle have troet, at sodavand og røde bøffer gik i spænd? For slet ikke at tale om den frække kontrast bestående af 'tøsepjat' og (tre slags!) creme fraiche...
Jeg glæder mig meget til at se billeder - jeg tror nok, at domænet www.boefmanfre.blogspot.com er ledigt og vil hermed opfordre til, at de herrer får eget domæne - I har vist meget på hjerte :-)
Send en kommentar
<< Home